Israels premierminister vil gå af - nyt valg er på vej
Naftali Bennett vil gå af som israelsk premierminister og overlade posten til udenrigsminister Yair Lapid.

50-årige Naftali Bennett er snart fortid som israelsk premierminister. (Arkivfoto). Pool/Reuters
Israels premierminister, Naftali Bennett, vil opløse landets parlament, Knesset, mandag i næste uge og forlade posten som premierminister.
Det skriver den israelske avis The Jerusalem Post mandag.
Udenrigsminister og vicepremierminister Yair Lapid, der leder midterpartiet Yesh Atid, skal i første omgang overtage premierministerposten.
I en fælles udtalelse skriver Bennett og Lapid, at parlamentet mandag i næste uge skal stemme om at opløse parlamentet. Det vil formentlig betyde, at israelerne skal til valg i oktober, skriver The Jerusalem Post.
Den israelske avis skriver også, at Bennett tidligere mandag overlevede en tillidsafstemning i Knesset med stemmerne 57-52.
Alligevel har han kort tid efter altså meddelt sin afgang.
50-årige Bennett overtog premierministerposten for godt et år siden - 13. juni 2021. Han afløste den mangeårige leder Benjamin Netanyahu.
Den i dag 72-årige Netanyahu var premierminister i Israel fra 2009 til 2021. Inden da havde han også en periode på posten fra 1996 til 1999.
Bennett kom til magten, efter at Israel i marts sidste år var til valg for fjerde gang på bare to år. Dengang indgik Bennett, der kommer fra højrefløjspartiet Yamina, en aftale med Lapid om at danne en samlingsregering.
Den israelske koalition har dog vaklet i ugevis, efter at parlamentsmedlem Nir Orbach fra Bennetts Yamina-parti forlod koalitionen.
The Jerusalem Post skriver, at Bennett nu formentlig forsøger at stabilisere situationen gennem et nyt valg frem for at blive tvunget fra posten.
Der er stadig en sandsynlighed for, at det kan lykkes Netanyahu at danne en alternativ regering i det nuværende parlament. Det kræver dog, at medlemmer af koalitionen skifter side og støtter Netanyahu.
Et eventuelt nyt israelsk valg bliver det femte på cirka tre et halvt år.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.