Italiens premierminister har indgivet sin afskedsbegæring

Det ventes, at premierminister Mario Draghis afgang vil udløse et valg i september eller oktober.

Den 74-årige Mario Draghi er fortid som Italiens premierminister. <i>Andreas Solaro/Ritzau Scanpix</i>

Den 74-årige Mario Draghi er fortid som Italiens premierminister. Andreas Solaro/Ritzau Scanpix

Italiens premierminister, Mario Draghi, har onsdag formiddag indgivet sin afskedsbegæring til præsidenten. Han er blevet anmodet om at lede et forretningsministerium.

Iagttagere venter næsten med sikkerhed, at situationen vil udløse et valg i september eller oktober.

Italiens præsident, Sergio Mattarella, tager torsdag eftermiddag imod parlamentsformændene fra underhuset og overhuset.

Den 74-årige Draghi kom med en udmelding om, at han ville gå til præsidenten i en tale i parlamentets underhus. Det sker, efter at tre partier i den italienske regeringskoalition onsdag aften afviste at stemme ved en tillidsafstemning om hans regering.

Godt nok vandt Draghi afstemningen med 95 mod 38 stemmer, men han havde insisteret på, at han kun ville fortsætte på baggrund af en ny stærk tillidspagt med koalitionspartnerne.

De tre partier er Liga, Femstjernebevægelsen og Forza Italia.

Draghi indgav i sidste uge sin afskedsbegæring til Italiens præsident, Sergio Mattarella, som dog afviste at tage imod den.

Mattarella insisterede på, at Draghi skulle fortsætte som premierminister og finde et nyt regeringsgrundlag.

Politiske iagttagere vurderer, at Mattarella vil opløse parlamentet og opfordre til udskrivning af valg i september eller oktober.

Draghi, som er tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, blev i 2021 sat ind som regeringsleder i Rom, da Italiens økonomiske krise eskalerede under pandemien.

Draghi appellerede onsdag til den nationale samlingsregering og advarede om, at det var nødvendigt at stå sammen om at handle hurtigt og effektivt frem for at bruge tid på politiske opgør.

- Er I parate?

Sådan spurgte han fire gange i sin tale i Senatet, hvor det efterfølgende kom til ophedede diskussioner mellem partierne.

Det eneste større parti i regeringskoalitionen, som bakkede Draghi op ved tillidsafstemningen onsdag, var det socialdemokratiske parti, hvis leder, Enrico Letta, udtrykker skuffelse over de andre partiers ageren.

- Det var en dårskabens dag, hvor parlamentet besluttede at gå imod Italien, skrev Letta i et tweet efter afstemningen.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.