Japan indefryser russeres aktiver som straf i Ukraine-konflikt
Visse russere får indefrosset aktiver i Japan som sanktion for Ruslands ageren i Ukraine, siger Fumio Kishida.
Opdateret kl. 02:55
Natten til onsdag dansk tid kommer Japan for alvor på banen i konflikten i Østukraine.
Premierminister Fumio Kishida oplyser således, at landet er klar til at indføre sanktioner mod Rusland for at presse præsident Vladimir Putin ned ad diplomatiets vej.
Kishida oplyser, at visse russere vil få indefrosset deres aktiver i Japan.
Desuden bliver det ulovligt at udstede russiske statsobligationer i Japan.
Forværres situationen mellem Ukraine og Rusland, vil Japan se på, hvordan man kan indføre endnu skrappere sanktioner mod russerne, oplyser Kishida.
Putin fik tirsdag mandat fra det russiske parlament til at sende væbnede styrker ud af Rusland og dermed ind i de to selvudnævnte folkerepublikker Donetsk og Luhansk, som af den vestlige verden stadig opfattes som en del af Ukraine.
Kishida siger, at Rusland med aktionerne har forgrebet sig på Ukraines selvstændighed. Han opfordrer samtidig Vladimir Putin til at løse konflikten med diplomati i stedet for soldater.
I kølvandet på aggressionen fra Putin indførte flere vestlige lande sanktioner mod Rusland.
USA indførte blandt andet økonomiske sanktioner, som blev målrettet mod to russiske banker. Den ene bank er en russisk militærbank.
Dermed bliver Rusland afskåret fra vestlig finansiering, sagde USA's præsident, Joe Biden, om sanktionerne. Personer i den russiske elite og deres familier bliver også ramt af sanktionerne, tilføjede Biden.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og hans amerikanske pendant, Antony Blinken, skulle have mødtes torsdag for at forberede et møde mellem præsident Biden og præsident Putin.
Begge møder er dog blevet aflyst af USA, efter at Rusland ifølge amerikanerne har påbegyndt en invasion af Ukraine.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.