Japan rystet af chok og sorg efter drabet på Shinzo Abe

"Undskyld mig - jeg har ingen ord," sagde premierministeren, som kalder drabet "en barbarisk handling".

I USA siger præsident Joe Biden, at han er "overvældet, forarget og dybt bedrøvet" efter drabet på Shinzo Abe. Efter drabet på den tidligere premierminister er Japan rystet af sorg og chok. <i>Yasushi Kanno/Ritzau Scanpix</i>

I USA siger præsident Joe Biden, at han er "overvældet, forarget og dybt bedrøvet" efter drabet på Shinzo Abe. Efter drabet på den tidligere premierminister er Japan rystet af sorg og chok. Yasushi Kanno/Ritzau Scanpix

Efter drabet på tidligere premierminister Shinzo Abe er Japan rystet af sorg og chok. Lørdag strømmer sympatitilkendegivelser fra verdens hovedstæder ind til udenrigsministeriet i Tokyo.

Den nuværende premierminister, Fumio Kishida, var overvældet af følelser, da han bekræftede Abes død:

- Undskyld mig. Jeg har ingen ord, sagde premierministeren, som kalder drabet en "utilgivelig" og "barbarisk" handling".

Fumio Kishida besøgte lørdag eftermiddag Abes hjem for udtrykke medfølelse med hans familie.

I USA siger præsident Joe Biden, at han er "overvældet, forarget og dybt bedrøvet" efter drabet på Abe. Biden har givet ordre til, at der skal flages på halv ved alle amerikanske regeringsbygninger.

Selv regionale ledere i Asien, som Abe havde lagt sig ud med, sender deres kondolencer.

Kinas præsident, Xi Jinping, udtrykker "dyb bedrøvelse", mens Sydkoreas præsident kalder drabet for "en uacceptabel handling".

I Tokyo er politiet lørdag fortsat ved at stykke et billede af den tilbageholdte formodede gerningsmand sammen.

Han er blevet identificeret som den 41-årige Tetsuya Yamagami.

Manden har erkendt, at han skød og dræbte Abe på grund af dennes angivelige forbindelser til en omstridt organisation, hvis navn ikke er oplyst, men som ifølge japanske medier er religiøs.

Våbnet, som manden brugte, er en pistol, der "fremstår som om den er håndlavet". Han skulle tidligere have gjort tjeneste i den japanske flåde.

Abe holdt en tale i Nara forud for et valg søndag til det japanske overhus, da han blev skudt. Den mistænkte åbnede ild kort før middag fredag.

Optagelser fra tv-stationen NHK viser den mistænkte klædt i en grå skjorte og brune bukser nærme sig Abe bagfra, inden han tager et våben op af en taske.

Mindst to skud blev affyret. Da tilskuere og journalister dukker sig, bliver manden overmandet af sikkerhedsvagter.

En mindehøjtidelighed finder sted mandag aften. Kun familie og venner deltager i Abes begravelse tirsdag.

Abe, som var leder af det konservative liberale LDP, var Japans længst siddende premierminister.

Han kom fra en politisk familie og blev sit lands yngste leder i efterkrigstiden, da han overtog posten som regeringsleder første gang i 2006.

Hans første turbulente regeringsperiode blev afsluttet af helbredsgrunde. Han vendte dog tilbage til magten i 2012 og blev der frem til 2020, da sygdom tvang ham til at trække sig tilbage.

Han var en leder, som splittede vandene med en høgeagtig og nationalistisk kurs, der ville have anerkendt militæret, og som ville af med sit lands pacifistiske forfatning.

Abes regeringstid var omgærdet af skandaler. Blandt andet blev han beskyldt for nepotisme.

Abe blev imidlertid også beundret af mange for sin økonomiske strategi, der blev kendt som "Abeconomics", og hans bestræbelser på at få Japan mere frem på den internationale scene - blandt andet ved at knytte nære bånd til USA's tidligere præsident Donald Trump.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.