Japans leder fortsætter valgkamp trods skuddrab på Shinzo Abe

En tydeligt berørt japansk premierminister beskriver afdøde Shinzo Abe som en ven og en stor leder.

Japans premierminister, Fumio Kishida, fordømmer angrebet Shinzo Abe, som han beskriver som en personlig ven, som han har brugt meget tid sammen med. <i>Eugene Hoshiko/Ritzau Scanpix</i>

Japans premierminister, Fumio Kishida, fordømmer angrebet Shinzo Abe, som han beskriver som en personlig ven, som han har brugt meget tid sammen med. Eugene Hoshiko/Ritzau Scanpix

Vold må ikke komme i vejen for frie og retfærdige valg.

Det mener Japans premierminister, Fumio Kishida, der vil fortsætte sin valgkampagne lørdag, selv om den tidligere premierminister Shinzo Abe fredag er død efter et skudangreb.

Kishidas melding kommer, kort tid efter at Abe er erklæret død. Der er valg til det japanske overhus søndag.

Shinzo Abe blev skudt, mens han holdt en tale i forbindelse med en valgkampagne for Kishidas Liberale Demokratiske Parti (LDP), som han tidligere var formand for.

Episoden har skabt tvivl om, hvorvidt valget søndag ville blive gennemført. Men det bliver det altså ifølge premierministeren.

Hændelsen må ikke påvirke den daglige regeringsførelse, og man vil arbejde for at sikre, at de, der er involveret i valgkampen, kan fortsætte på tryg vis, lyder det fra Fumio Kishida.

Han fordømmer angrebet Shinzo Abe, som han beskriver som en personlig ven, som han har brugt meget tid sammen med.

- Jeg har ingen ord. Jeg kondolerer og beder for, at hans sjæl vil hvile i fred, siger en tydeligt berørt premierminister ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kishida, som har været formand for LDP siden 2021, beskriver desuden Abe som en stor leder og fortæller, at han har fået gode råd og masser af støtte fra den afdøde eksleder.

Abe blev skudt under en tale i den vestjapanske by Nara. Det skete omkring klokken 11.30 lokal tid.

Ifølge hospitalet, hvor han efterfølgende blev behandlet, blev han erklæret død klokken 17.03 lokal tid.

Han blev bragt til hospitalet via helikopter, straks efter at han blev skudt.

En 41-årig mand er anholdt i forbindelse med skudepisoden. Meldinger er gået på, at han skød Shinzo Abe bagfra med et skydevåben, og at den tidligere premierminister blev ramt i bryst og hals.

Ifølge NHK har den formodede gerningsmand tilstået angrebet og sagt, at han var utilfreds med den tidligere premierminister og ønskede at dræbe ham.

Shinzo Abe blev 67 år.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.