Jim Carrey: Jeg ville have sagsøgt Will Smith for millioner

En af verdens mest kendte komikere kan ikke se det sjove i, at Will Smith uddelte en lussing til oscarshowet.

Komikeren og skuespilleren Jim Carrey mener, at Will Smith burde have været eskorteret væk fra oscarshowet, efter at have uddelt en lussing. (Arkivfoto). <i>Mario Anzuoni/Reuters</i>

Komikeren og skuespilleren Jim Carrey mener, at Will Smith burde have været eskorteret væk fra oscarshowet, efter at have uddelt en lussing. (Arkivfoto). Mario Anzuoni/Reuters

Den amerikanske komiker og skuespiller Jim Carrey mener, at hans kollega Will Smith slap alt for billigt, efter at han midt under oscarshowet natten til mandag dansk tid stak Chris Rock en lussing.

Will Smith skulle ifølge Carrey have været eskorteret væk fra prisuddelingen og anholdt.

Det siger Carrey, der især er kendt fra komediefilm som "The Mask" og "Ace Ventura", i et interview med Gayle King i tv-programmet "CBS Mornings". Det skriver det amerikanske medie The Hill.

Will Smith gik under oscarshowet op på scenen og slog Chris Rock med flad hånd i ansigtet. Forinden havde Chris Rock lavet en joke om Will Smiths hustrus manglende hårpragt.

Værten på CBS-programmet bemærker, at enhver anden, der havde gjort noget tilsvarende, ville være blevet ført væk og måske endda anholdt.

Det er Jim Carrey enig i.

- Det skulle han have været, siger den 60-årige canadisk-amerikanske skuespiller.

Chris Rock har ifølge politiet i Los Angeles afvist at indgive en anmeldelse mod Will Smith.

- Han vil undgå al besværet, siger Carrey og tilføjer, at han selv ville have valgt en anden løsning.

- Jeg ville denne morgen have meddelt, at jeg sagsøgte Will for 200 millioner dollar, fordi den video (af lussingen, red.) for altid vil være der. Den vil være allestedsnærværende, og den fornærmelse kommer til at vare meget længe.

Beløbet, Carrey slynger ud, svarer til over 1,3 milliarder kroner.

Will Smith undskyldte mandag offentligt for sin opførsel over for Chris Rock.

Arrangøren af oscarshowet fordømte mandag Will Smiths opførsel og meddelte, at der er indledt en "formel undersøgelse" af sagen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden