Joe Biden er næsten helt symptomfri efter coronasmitte

Joe Biden har lidt stoppet næse og er en smule hæs, men er ifølge læge ellers kommet sig efter coronasmitte.

Joe Biden er vaccineret mod coronavirus og har fået to af de såkaldte boosterstik. Han blev dog alligevel smittet torsdag i sidste uge. Mandag er han næsten helt symptomfri. (Arkivfoto). <i>Evan Vucci/Ritzau Scanpix</i>

Joe Biden er vaccineret mod coronavirus og har fået to af de såkaldte boosterstik. Han blev dog alligevel smittet torsdag i sidste uge. Mandag er han næsten helt symptomfri. (Arkivfoto). Evan Vucci/Ritzau Scanpix

USA's præsident, Joe Biden, er næsten helt uden coronasymptomer, efter at han i sidste uge blev testet positiv.

Det oplyser hans læge Kevin O'Conner i et notat mandag, som Det Hvide Hus har offentliggjort.

Ifølge lægen siger Biden om sine symptomer, at han kun har lidt stoppet næse og er en smule hæs.

- Hans symptomer er nu næsten helt væk. Hans puls, blodtryk, åndedrætsfrekvens og temperatur er fortsat helt normale, skriver lægen.

Lægen tilføjer, at Bidens lunger fortsat ikke er påvirket af sygdommen, og at præsidenten ikke oplever nogen som helst vejrtrækningsproblemer.

Den 79-årige præsident blev testet positiv for coronavirus torsdag aften dansk tid sidste uge. Her lød det, at han havde "meget milde symptomer".

Dagen inden den positive test havde Biden oplevet træthed samt løbende næse og en tør hoste fra tid til anden.

Da Bidens temperatur senere steg, blev han behandlet med febernedsættende lægemiddel paracetamol.

Han har også fået lægemidlet Paxlovid. Det menes at give ekstra beskyttelse mod mere alvorlige symptomer og er et antiviralt middel udviklet af Pfizer.

Det har han fået i fire dage, og behandlingen med det fortsætter som planlagt, oplyser lægen. Biden vil også få en lille dosis aspirin, som skal virke som blodfortynder.

Joe Biden er vaccineret mod coronavirus og har fået to af de såkaldte boosterstik.

Han har været isoleret, siden han blev konstateret smittet. Han fortsætter med at være i isolation i overensstemmelse med de amerikanske sundhedsmyndigheders anbefalinger.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden