Johnson overvejer at indsætte krigsskibe og kampfly i Østeuropa
Bekymringer om russisk angreb på Ukraine vokser i Vesten. Boris Johnson overvejer at indsætte britisk militær.
Premierminister Boris Johnson overvejer at indsætte kampfly fra det britiske luftvåben og krigsskibe fra den britiske flåde for at forsvare Østeuropa.
Det skriver han i en kronik i avisen The Times ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Johnson skriver også, at Storbritannien er klar til at indføre sanktioner i tilfælde af et russisk angreb på Ukraine.
Hans regering vil bede parlamentet om at vedtage sanktioner mod russiske enkeltpersoner og virksomheder, lyder det videre.
Johnson siger, at forsvarsminister Ben Wallace og udenrigsminister Liz Truss begge snart vil rejse til Moskva.
Kronikken kommer efter meldinger fra USA, der mener, at et angreb fra Rusland mod Ukraine kan finde sted inden for få dage eller uger.
Rusland har samlet omkring 100.000 soldater nær grænsen til Ukraine. Den russiske regering afviser dog, at der er planer om at invadere Ukraine.
- Britiske sanktioner og andre tiltag vil være klar til ethvert fornyet russisk angreb, skriver Johnson.
- Regeringen vil anmode parlamentet om nye beføjelser til at sanktionere en bred vifte af russiske enkeltpersoner og selskaber, herunder virksomheder, der er knyttet til den russiske stat.
Han skriver videre, at han glæder sig over Tysklands melding om gasledningen Nord Stream 2.
Mandag lød det på et møde mellem USA's præsident, Joe Biden, og Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, at hvis Rusland invaderer Ukraine, vil der ikke længere være en gasledning. Den lukker.
Nord Stream 2 er den gasledning, der for nylig er færdigbygget.
Den løber fra det vestlige Rusland til Nordtyskland via farvandet ud for Bornholm.
USA har desuden for nylig meddelt, at landet sender yderligere 3000 soldater til Nato-landene Polen og Rumænien.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.