Johnson vil blokere en mistillidsdagsorden fra oppositionen

Labour ønsker med henvisning til kutyme afstemning om en mistillidsdagsorden mod premierminister, men får nej.

Premierminister Boris Johnson foran Downing Street 10 i London, da han i sidste uge meddelte, at han trækker sig formand for De Konservative efter en række møgsager. Hans afløser som formand og premierminister skal udpeges efter sommeren. Men Labour vil have ham væk nu. <i>Frank Augstein/Ritzau Scanpix</i>

Premierminister Boris Johnson foran Downing Street 10 i London, da han i sidste uge meddelte, at han trækker sig formand for De Konservative efter en række møgsager. Hans afløser som formand og premierminister skal udpeges efter sommeren. Men Labour vil have ham væk nu. Frank Augstein/Ritzau Scanpix

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil blokere et forsøg fra oppositionspartiet Labour på at afsætte ham med en mistillidsdagsorden.

Det oplyser en fremtrædende kilde i partiet til avisen Daily Mirror.

Det er ellers kutyme, at der afsættes tid til oppositionen til at få en mistillidsdagsorden til debat og afstemning.

Oppositionen vil ifølge avisen udfærdige en mistillidsdagsorden tirsdag og bringe den til afstemning onsdag.

Men Johnsons kontor i Downing Street 10 har fortalt Labours leder, Keir Starmer, at premierministeren ikke vil afsætte tid i parlamentet til, at en afstemning kan finde sted.

- Regeringen nægter at give os tid til en mistillidsdagsorden i Underhuset på trods af alle konventioner om, at det bør gives til os. Det siger kilden i Labour.

- Det er bare endnu et eksempel på, at reglerne rives i stykker for at beskytte deres egne. De siger, at premierministeren vil gå uanset. Men de er tydeligvis bange for at tabe, siger kilden.

Johnson har allerede bebudet, at han trækker sig som premierminister i starten af september, når der er valgt en ny formand for De Konservative.

En lang række møgsager har tvunget ham til at opgive at fortsætte som formand, efter mange konservative parlamentsmedlemmer har vendt ham ryggen.

Men ifølge Daily Mirror ville det næppe være sandsynligt, at konservative medlemmer vil støtte Labours mistillidsdagsorden, hvis den kom til afstemning onsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.