Russisk journalist er løsladt efter protest på stats-tv

Journalisten Marina Ovsjannikova siger, at hun blev afhørt 14 timer uden advokathjælp efter tv-protest.

- Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer, stod der mandag på et skilt, som blev holdt op på skærmen bag nyhedsoplæseren. <i>-/Ritzau Scanpix</i>

- Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer, stod der mandag på et skilt, som blev holdt op på skærmen bag nyhedsoplæseren. -/Ritzau Scanpix

Journalisten Marina Ovsjannikova har tirsdag fået en bøde på 30.000 rubler - svarende til cirka 1900 kroner - og er blevet løsladt.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Det sker, efter at Ovsjannikova mandag aften demonstrerede mod krigen i Ukraine under en direkte nyhedsudsendelse på russisk stats-tv.

Ovsjannikova har fået bøden for at "organisere en uautoriseret offentlig begivenhed". Strafferammen for anklagen lød på op til 30.000 rubler, samfundstjeneste eller op til ti dages fængsel.

Hun erklærede sig tirsdag ikke skyldig i anklagerne.

Da hun efterfølgende forlod retsbygningen sagde hun til fremmødte journalister, at hun var blevet afhørt i 14 timer. Hun sagde desuden, at hun ikke var blevet tilbudt advokathjælp. Det skriver det britiske medie BBC.

- Det var min anti-krigsbeslutning. Jeg tog beslutningen selv, fordi jeg ikke kan lide Ruslands invasion. Det er virkelig forfærdeligt, siger Ovsjannikova.

Rusland har generelt slået hårdt ned på protester mod krigen.

Ovsjannikova er dog ikke blevet dømt efter en ny russisk lov om at "sprede falske informationer om Ruslands væbnede styrker".

Brud på den lov kan straffes med op til 15 års fængsel.

Ovsjannikova blev tidligere tirsdag meldt forsvundet efter sin protest.

Et tweet fra den russiske oppositionspolitiker Ljubov Sobol viste dog tilsyneladende Marina Ovsjannikova i retten tirsdag med sin advokat.

Mandagens protest skete på den statsstøttede Kanal 1. Under kanalens nyhedsudsendelse dukkede Ovsjannikova pludselig op i baggrunden.

- Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer, stod der på et skilt, som blev holdt op på skærmen bag nyhedsoplæseren.

Der var både engelsk og russisk tekst på skiltet, som kun var synligt i få sekunder. Herefter blev der skiftet til et andet indslag.

Marina Ovsjannikova kunne desuden høres råbe "stop krigen. Nej til krig".

Næsten 15.000 mennesker er blevet tilbageholdt i Rusland for at have protesteret mod krigen, der brød ud 24. februar.

Det viser tal fra den uafhængige protestovervågningsgruppe OVD-Info.

Menneskerettighedsgruppen Amnesty International opfordrede tidligere tirsdag til, at Ovsjannikova straks skulle løslades.

Det skete i en pressemeddelelse, hvor Marie Struthers, gruppens direktør i Østeuropa og Centralasien, udtaler sig.

- De russiske myndigheder skal øjeblikkeligt løslade Marina Ovsjannikova, der bliver tilbageholdt efter den modige protest på direkte tv. Ingen skal tilbageholdes for at sige deres mening, lød det.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.