Kenyas præsidentbejlere gør klar til højesteretsopgør om valg

Store uroligheder ved tidligere valg i Kenya har ført til opmærksomhed omkring højesteretssag.

Højesteret i Kenya skal tage stilling til, om William Ruto vandt præsidentvalg. (Arkivfoto). <i>Patrick Meinhardt/Ritzau Scanpix</i>

Højesteret i Kenya skal tage stilling til, om William Ruto vandt præsidentvalg. (Arkivfoto). Patrick Meinhardt/Ritzau Scanpix

Der var kaotiske tilstande og protester fra flere valgkommissærer, da Kenyas 55-årige vicepræsident, William Ruto, midt i august blev udråbt som vinder af landets præsidentvalg.

Men den tabende præsidentkandidat Raila Odinga har bestredet resultatet, og Kenyas højesteret skal nu tage stilling til resultatet. Det sker senest mandag næste uge.

Tirsdag er det kommet frem, at højesteretten blandt andet skal vurdere, om valgkommissionens hjemmeside blev hacket under præsidentvalget.

En række spørgsmål skal vurderes af landets øverste domstol, heriblandt det allervigtigste: nemlig resultatets gyldighed i lyset af Raila Odingas alvorlige anklager.

Syv højesteretsdommere skal blandt andet tage stilling til, om den teknologi, der blev benyttet ved valget, levede op til krav om "integritet, verificerbarhed, sikkerhed og transparens".

Både Raila Odinga og William Ruto har hyret store advokathold til at føre sagen. Høringerne begynder onsdag. Og en kendelse ventes 5. september. Det vil sige mandag.

Raila Odinga har i øvrigt hævdet, at William Ruto ikke fik de nødvendige 50 procent plus en stemme, som han gjorde ifølge de officielle valgresultater. Også det skal højesteretten tage stilling til.

Højesterettens domme er endegyldige og bindende. Bliver valgresultatet omstødt, skal der afholdes et nyt valg inden for 60 dage.

Tirsdag skulle William Ruto efter den oprindelige plan være taget i ed, hvis ikke der havde været en højesteretssag.

I 2017 blev mere end 100 mennesker dræbt, efter at landets højesteret annullerede valgresultatet med henvisning til uregelmæssigheder i processen.

Og et årti tidligere blev omkring 1200 mennesker dræbt efter omfattende uroligheder i kølvandet på præsidentvalget i 2007.

Netop disse uroligheder i kølvandet på valghandlinger i det normalt stabile land Kenya har gjort, at der på forhånd har været stor opmærksomhed om valget.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.