Verden

Medier: Aftale mellem USA og Iran skal genåbne Hormuzstrædet

Både amerikanske og iranske medier har fået oplysninger om indholdet af en mulig aftale mellem Iran og USA.

USA's præsident, Donald Trump, sagde lørdag, at en rammeaftale med Iran er tæt på. (Arkivfoto).
USA's præsident, Donald Trump, sagde lørdag, at en rammeaftale med Iran er tæt på. (Arkivfoto). Kent Nishimura/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:46

Både iranske og amerikanske medier skriver søndag om et såkaldt aftalememorandum mellem Iran og USA.

Unavngivne embedsfolk oplyser til både mediet Axios og The New York Times, at aftalen indeholder en genåbning af Hormuzstrædet og et stop for kampene.

Samtidig skriver det iranske nyhedsbureau Tasnim ifølge Reuters, at aftalen indeholder en våbenhvile på alle fronter – herunder også i Libanon.

Og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, oplyser, at en nyhed om en mulig aftale med Iran kan være på trapperne senere søndag.

- Jeg tror, at der kan være en mulighed for, at verden vil få nogle gode nyheder i de næste timer, siger han ifølge Reuters.

Både USA's præsident, Donald Trump, og mæglere i konflikten har sagt, at aftalen kan blive præsenteret søndag, men den er endnu ikke færdiggjort og kan stadig falde fra hinanden, skriver Axios.

Begge parter vil ifølge Axios' kilde underskrive en diplomatisk rammeaftale – et såkaldt aftalememorandum. Den varer 60 dage og kan forlænges, hvis begge parter er enige.

I løbet af de 60 dage vil Hormuzstrædet blive åbnet uden afgifter, og Iran skal fjerne de undervandsminer, som landet har lagt i strædet, så skibe kan passere frit.

Til gengæld vil USA ophæve sin blokade mod iranske havne og udstede en række undtagelser for sanktioner mod landet, så Iran frit kan sælge olie.

I udkastet til rammeaftalen står der desuden, at Iran forpligter sig til aldrig at udvikle atomvåben og at forhandle om en suspendering af landets uranberigelsesprogram samt lager af uran, oplyser den amerikanske embedsmand.

Ifølge det iranske nyhedsbureau har Iran endnu ikke accepteret nogen tiltag vedrørende sit atomprogram.

Tasnim oplyser desuden, at der vil blive afsat en 30-dages periode til procedurer relateret til Hormuzstrædet og ophævelsen af blokaden og en 60-dages periode til atomforhandlinger.

Trump har begrundet krigen med, at Iran ikke må udvikle et atomvåben.

Det kulminerede den 28. februar, da Israel og USA angreb Iran.

Iran har afvist, at landet forsøger at udvikle atomvåben og sagt, at dets uran kun bruges til civile formål.

Lørdag aften udtalte Trump, at en rammeaftale var meget tæt på, og at en åbning af Hormuzstrædet var en del af den.

Derefter skrev det iranske nyhedsbureau Fars, at Iran betragtede Trumps udmelding om en genåbning som "ufuldstændig og uforenelig med virkeligheden".

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden