konflikt, krig og fred

Kilder: Iran har lovet Rusland flere droner og missiler

Flere droner er på vej til Rusland, siger iranske kilder. Ukraine vil måske bryde diplomatiske bånd til Iran.

I Ukraines hovedstad, Kyiv, var der mandag aften demonstration udenfor den iranske ambassade i protest mod, at Iran sælger droner til Rusland, som anvender dem til dødelige angreb mod Ukraines civilbefolkning. Demonstranterne tændte lys for de mindst 70 mennesker, der alene i den seneste uge er blevet dræbt i angreb.
I Ukraines hovedstad, Kyiv, var der mandag aften demonstration udenfor den iranske ambassade i protest mod, at Iran sælger droner til Rusland, som anvender dem til dødelige angreb mod Ukraines civilbefolkning. Demonstranterne tændte lys for de mindst 70 mennesker, der alene i den seneste uge er blevet dræbt i angreb. Gleb Garanich/Reuters

Iran har indgået en aftale med Rusland om at levere jord-til-jord missiler og flere af de droner, der i den seneste tid har kostet adskillige liv i Ukraine.

Det oplyser to højtstående iranske embedsmænd og to iranske diplomater til nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen blev indgået, da den iranske vicepræsident Mohammad Mokhber besøgte Moskva for knap to uger siden.

Med ham var også højtstående repræsentanter for Irans magtfulde revolutionsgarde og Irans øverste nationale sikkerhedsråd, siger kilderne.

- Rusland efterspurgte flere droner og de iranske missiler med forbedret præcision, særligt missiler af typen Fateh og Zolfaghar, siger en af de iranske diplomater.

Oplysningen bliver bekræftet af en vestlig embedsmand med kendskab til sagen.

Den iranske diplomat afviser, at våbensalg til Rusland er et brud på FN's sanktioner.

- Hvor de bruges, er ikke sælgerens problem. Vi vælger ikke side i Ukraine-krisen som Vesten, siger diplomaten.

En anden af de iranske kilder siger, at våbnene "meget snart" bliver leveret til Rusland.

Ukraine har i de seneste uger oplevet adskillige angreb med droner af typen Shahed-136, der er fremstillet i Iran.

Iran har afvist, at landet har sendt droner til Rusland.

Og så sent som tirsdag afviste talsmanden for den russiske præsident at svare på, om Rusland anvender iranske droner i Ukraine.

Både den ukrainske regering og vestlige regeringer siger, at det er de iranske droner - der også kaldes kamikazedroner - der blev brugt i blandt andet et angreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv, tidligt mandag morgen.

Derfor har Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, foreslået præsident Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine kapper de diplomatiske forbindelser med Iran.

Kuleba tilføjer, at Ukraine har en "posefuld beviser" på, at dronerne er iranske. Han er klar til at dele de beviser med europæiske lande.

- Irans regering bærer det fulde ansvar for ødelæggelse af forbindelsen med Ukraine, siger Kuleba på et pressemøde tirsdag.

Han tilføjer, at han har bedt EU indføre sanktioner mod Iran "for at hjælpe Rusland med at dræbe ukrainere".

- Skrappe sanktioner mod Iran er især relevant lige nu, hvor vi får rapporter om iranske hensigter om at sende Rusland ballistiske missiler, der kan bruges mod ukrainere, siger Kuleba.

Tirsdag siger en talsmand for de ukrainske krisemyndigheder ifølge AFP, at over 1100 byer i Ukraine er uden strøm efter Ruslands seneste angreb.

Ifølge talsmanden har Rusland i de seneste ti dage gennemført omkring 190 angreb med missiler, droner og artilleri mod ukrainske energianlæg.

Angrebene har været rettet mod 16 ukrainske regioner samt hovedstaden Kyiv.

Over 70 mennesker er dræbt og 240 såret i de angreb, siger talsmanden.

Desuden er 380 bygninger ramt. Knap to tredjedele er boliger. Resten er blandt andet kraftværk.

Tidligere tirsdag sagde præsident Zelenskyj, at omkring en tredjedel af Ukraines kraftværker er ødelagt, og at situationen er kritisk.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden