Verden

Kim Jong-un forlader Nordkorea i tog forud for parade i Kina

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har sat kurs mod Kina, hvor han skal overvære en militærparade med Xi og Putin.

Billedet er udleveret af det statsejede nordkoreanske nyhedsbureau KCNA og viser landets leder, Kim Jong-un, på vej til Kina i tog.
Billedet er udleveret af det statsejede nordkoreanske nyhedsbureau KCNA og viser landets leder, Kim Jong-un, på vej til Kina i tog. Kcna/Reuters

Opdateret kl. 03:36

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, befinder sig i et pansret tog på vej mod Kinas hovedstad, Beijing, forud for en stor militærparade, som han skal overvære onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP natten til tirsdag dansk tid.

Kim Jong-un skal sammen med blandt andet Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, overvære paraden.

Nordkoreanske statsmedier skriver ifølge Reuters, at Kim Jong-un forlod Pyongyang, som er Nordkoreas hovedstad, mandag og tidligt tirsdag morgen lokal tid krydsede grænsen til Kina.

Den nordkoreanske avis Rodong Sinmum har offentliggjort billeder af Kim Jong-un sammen med blandt andre Nordkoreas udenrigsminister, Choe Son Jui, hvor de sidder sammen i toget.

Reuters skriver, at der tilsyneladende er tale om det samme slags skudsikre tog, som Kim Jong-un også tidligere har brugt, når han er rejst til udlandet.

Ifølge AFP har Kina udråbt onsdagens parade som en markering af sammenhold med andre lande. Kim Jong-uns deltagelse vil være første gang, han bliver set til en begivenhed sammen med både Xi og Putin.

Den nordkoreanske leder mødtes sidst med Putin i det østlige Rusland i 2023.

Begivenheden markerer 80-årsdagen for afslutningen på Anden Verdenskrig i Asien.

Militærparaden ventes blandt andet at byde på soldater, der marcherer i forskellige formationer, fly, der vil blive sendt på vingerne, og fremvisning af Kinas mest højteknologiske kampudstyr.

Flere end 25 ledere fra verden ventes at deltage i paraden, der finder sted på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Reuters skriver, at også Irans præsident, Masoud Pezeshkian, ventes at komme til paraden.

Ifølge AFP er der i Beijing i de seneste dage blevet skruet op for sikkerheden. Der er flere steder vejspærringer, og soldater er blevet placeret på blandt andet broer og gadehjørner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden