Kim Jong-un om få coronadødsfald: Det er et mirakel
Nordkoreas leder erklærer smitteudbrud for nedkæmpet. Eksperter sætter spørgsmålstegn ved officielt dødstal.

Nordkoreas leder erklærer covid-19-smitteudbrud for nedkæmpet og ophæver restriktioner. En skoleelev i hovedstaden Pyongyang bliver testet, inden hun lukkes ind. (Arkivfoto) Cha Song Ho/Ritzau Scanpix
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, erklærer coronavirusset for nedkæmpet i landet og beordrer restriktioner indført i maj for ophævet.
Det meddeler Nordkoreas statslige nyhedsbureau KCNA torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Siden 29. juli er der ikke registreret nye smittetilfælde i landet.
Det officielle dødstal i Nordkorea som følge af covid-19 lyder på 79 ud af en befolkning på cirka 26 millioner.
I nabolandet Sydkorea med cirka dobbelt så mange indbyggere - omkring 52 millioner - er der registreret over 25.000 dødsfald. Det viser en aktuel opgørelse fra statistiksiden Worldometer.
Kim Jong-un betegner det beskedne antal døde sammenlignet med andre lande som et "uhørt mirakel", rapporterer KCNA.
Eksperter er skeptiske over for det lukkede lands opgørelse og har tidligere sagt, at det officielle dødstal sandsynligvis ikke tegner det fulde billede.
Det vakte også forundring, at Nordkorea i modsætning til stort set samtlige andre lande i verden ikke havde registreret så meget som et eneste smittetilfælde før 12. maj 2022.
Da covid-19 først dukkede op i begyndelsen af 2020, var Nordkorea hurtig til at lukke helt af for omverdenen, berettede lægetidsskriftet The Lancet i slutningen af juni.
Ifølge The Lancet har Nordkorea begrænset kapacitet til at teste borgere for covid-19, og det er uvist, hvor stor en del af befolkningen der er blevet vaccineret.
Nordkorea har ikke offentliggjort tal for antallet af smittede. Men myndigheder har offentliggjort statistikker over tilfælde af "feber".
Disse toppede 15. maj med næsten 400.000 febertilfælde. Det blev efterfulgt af et støt fald til omkring 100.000 nye tilfælde om dagen ved udgangen af måneden.
Ikke alle tilfælde af feber er udløst af covid-19, og ikke alle covid-19-tilfælde er karakteriseret ved feber, understreger The Lancet.
- Det er imidlertid de eneste tilgængelige data. Frem til og med 18. juni var mellem fire og seks millioner nordkoreanere - svarende til cirka 18 procent af befolkningen - blevet diagnosticeret med feber siden slutningen af april, skriver The Lancet.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.