konflikt, krig og fred

Kina henter diplomater hjem fra England efter vold mod aktivist

Den britiske udenrigsminister, James Cleverly, siger, at kineserne vil undgå afhøring hos britisk politi.

Foto fra det kinesiske konsulat i Manchester den 17. oktober, hvor en demonstrant fra Hongkong blev gennemtævet af kinesiske diplomater. En britisk betjent prøver at gribe ind. Demonstranten Bob Chan deltog i en demonstration mod Kinas præsident, Xi Jinping.
Foto fra det kinesiske konsulat i Manchester den 17. oktober, hvor en demonstrant fra Hongkong blev gennemtævet af kinesiske diplomater. En britisk betjent prøver at gribe ind. Demonstranten Bob Chan deltog i en demonstration mod Kinas præsident, Xi Jinping. Matthew Leung/Ritzau Scanpix

Kina har hentet en gruppe af dets diplomater hjem fra Storbritannien - deriblandt en generalkonsul - efter at en mand fra Hongkong blev gennembanket i det kinesiske konsulat i Manchester.

Det skriver det britiske nyhedsmedie Sky News.

Aktivisten Bob Chan deltog i en demonstration for demokrati og vendt mod Kinas præsident, Xi Jinping, i oktober, da han blev slæbt ind på konsulatet, hvor han blev slået og sparket.

Den britiske udenrigsminister, James Cleverly, siger, at britisk politi havde ønsket at afhøre de pågældende diplomater, hvilket har ført til, at de er hentet hjem.

- Jeg er skuffet over, at disse personer ikke bliver afhørt eller draget til ansvar ved en domstol, siger Cleverly i en erklæring udsendt til pressen.

- Det er dog passende, at de, der var ansvarlige for de skammelige scener i Manchester ikke længere er krediteret som personale på et konsulat i Storbritannien.

Den kinesiske ambassade i London oplyser, at Storbritannien ikke levede op til dets forpligtelser til at beskytte personalet på det kinesiske konsulat. Ambassaden lader samtidig forstå, at den har klaget til Storbritannien.

Ifølge styret i Beijing er den kinesiske generalkonsul hentet hjem på et tidspunkt, hvor der foretages en normal rotation på landets konsulater.

Der er på sociale medier lagt optagelser ud, der ifølge den britiske udenrigsminister viser personer "opføre sig fuldstændigt uacceptabelt nær konsulatets indgang.

Politiet i Manchester-regionen siger, at det vil fortsætte med at forfølge sagen og undersøge den til bunds.

Protesterne ved konsulatet fandt sted i oktober på den første dag af det kinesiske kommunistpartis store folkekongres, som finder sted hvert femte år. Her blev præsident Xi Jinping reelt sikret en tredje præsidentperiode, som begynder i marts.

Xi har allerede været kinesisk leder i knap et årti, og han styrkede ifølge analytikere sit eget personlige greb om magten på folkekongressen - blandt andet ved at sørge for udskiftninger i kommunistpartiets topledelse.

Kinas ambassade beskylder den britiske regering for at støtte voldelige demonstranter.

- Det er totalt uacceptabelt for Kina, hedder det.

/ritzau/Reuters

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden