Verden

Kirke med hundredvis af grave dukker op af sø i Tyrkiet

Senere på ugen danner ruinerne af betydningsfuld kristen basilika ramme om besøg fra pave Leo.

Kirke er gradvist kommet til syne efter først at være helt dækket af vand. Senere på ugen kommer paven på besøg. (Arkivfoto).
Kirke er gradvist kommet til syne efter først at være helt dækket af vand. Senere på ugen kommer paven på besøg. (Arkivfoto). Ozan Kose/Ritzau Scanpix

Da den blev opdaget for et årti siden, var den omkring 1600 år gamle basilika i byen Nikæa - det nuværende Iznik i Tyrkiet - fuldstændig dækket af en sø.

Men i dag står ruinerne på tør jord, for det vand, der i over 700 år helt dækkede den, har trukket sig tilbage på grund af tørke og klimaforandringer.

Arkæolog Mustafa Sahin - som fandt kirken via luftfotos i 2014 og har stået i spidsen for udgravningen - siger, at hans forskerhold er nået frem til, at den blev bygget i år 380.

De første seks år efter at den blev fundet, måtte de undersøge den under vand, og siden er den gradvist kommet til syne.

- Da den først blev opdaget, var ruinerne 50 meter fra land og to meter under vand, forklarer Sahin, som er professor og står i spidsen for den arkæologiske afdeling ved et universitet i den nærliggende by Bursa.

- Men på grund af global opvarmning begyndte søens vand at trække sig tilbage i 2020, og nu er hele kirken over vand.

Basilikaen står på et sted, hvor et af de vigtigste møder i den tidlige kristne kirke fandt sted.

I år 325 var den romerske kejser Konstantin vært for et møde med flere hundrede biskopper - det første koncil - for at fastlægge hovedlinjerne i den kristne tro, og fredag besøger pave Leo kirken for at markere 1700-året for mødet.

Basilikaen står på et sted, hvor den 16-årige kristne dreng Neophytus blev dræbt i år 303. Det var et tidspunkt med omfattende romersk forfølgelse af kristne, siger Sahin.

Først stod der en trækirke på stedet. Men den blev ødelagt i et jordskælv i 358, og siden blev basilikaen bygget.

Neophytus var ikke den eneste, der blev begravet på stedet, forklarer professoren.

- Indtil videre har vi fastslået, at der er omkring 300 grave, siger Mustafa Sahin.

Pave Leos tur til Iznik bliver den forholdsvist nytiltrådte paves første officielle udlandsrejse. Leo blev i maj valgt som efterfølger for pave Frans, der døde i april.

- Pavens besøg her er meget vigtigt. Dette sted kan blive et pilgrimssted for kristne, lyder det fra Mustafa Sahin.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden