Kofod om muligt ukrainsk missil: Detaljer skal klarlægges

Dansk udenrigsminister vil ikke spekulere, men konstaterer, at Ukraine tirsdag blev ramt russisk missilregn.

Hvad der er sket i Polen står stadigvæk uklart, siger udenrigsminister Jeppe Kofod. <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Hvad der er sket i Polen står stadigvæk uklart, siger udenrigsminister Jeppe Kofod. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Da et missilnedslag tirsdag ramte Polen, blev der i første omgang spekuleret i, at det blev affyret fra Rusland.

Men onsdag morgen lyder det fra USA, at de foreløbige undersøgelser tyder på, at det missil, der ramte Polen, blev affyret af Ukraine for at ramme russisk missil.

Om den nye udvikling lyder det fra den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), til TV 2 News:

- Det, der står tilbage, er jo, at der tilsyneladende er missiler, der er ramt ned, som har dræbt civile i Polen tæt på den ukrainske grænse.

- Det er jo meget, meget alvorligt i sig selv, det der er sket der. Og så må vi få klarlagt, hvordan det kunne ske, og hvordan hele den her historie er opstået, siger han til TV 2 News.

Sent onsdag aften slog et missil ned i en landsby i Polen ved navn Przewodow. Den ligger tæt på grænsen til Ukraine.

De polske myndigheder har oplyst, at der er tale om et russisk produceret missil.

Men det er altså ikke klarlagt endnu, hvem der har affyret det.

Jeppe Kofod bliver spurgt, hvilken forskel det gør, hvis missilerne er affyret fra ukrainske side og ikke russisk side.

- Jamen, jeg vil ikke begynde at spekulere, men det, jeg kan konstatere, er jo, at i går var Ukraine udsat for en sand missilregn fra Ruslands side. Rapporter fra dem selv siger op med 80-100 missiler har ramt landet, siger ministeren.

- Men hvad der så er sket i Polen, det står stadigvæk uklart. Og de præcise detaljer skal stadig klarlægges. Men det, der står tilbage for mig er, at Rusland agerer fuldstændig uforsvarligt og bryder alle normer og regler og forsætter den forfærdelige og umenneskelige krig.

NATO-landene er indkaldt til hastemøde, og Polen har oplyst, at forventningen er, at man vil aktivere Natos artikel 4.

Når den bliver aktiveret, betyder det, at et medlemsland - i det her tilfælde Polen - forpligter alle lande til at drøfte landets territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed.

Det gælder altså også Danmark.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.