Kong Charles følger sin mors kiste på den royale mil

Skotland tager afsked med dronning Elizabeth. Hendes fire børn følger hendes kiste til Edinburghs katedral.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tusindvis af mennesker er mandag eftermiddag samlet i Edinburgh i Skotland for at se kong Charles III og hans søskende følge deres mors, dronning Elizabeth II's kiste til St. Giles-katedralen.

Ved siden af Charles gik prinsesse Anne, prins Andrew og prins Edward bag bårevognen med den afdøde dronnings kiste.

Foran dem red politi på heste og ledte vejen til den store St. Giles-katedral i Edinburgh.

Her skal dronning Elizabeth ligge i lukket kiste - castrum doloris - i et døgn, så det skotske folk får mulighed for at tage afsked med landets regent gennem de seneste 70 år.

Lyden af sækkepiber var den eneste lyd, der kunne høres, da kisten blev båret ud af Holyroodhouse. Det er den officielle royale residens i Skotland.

Kisten er svøbt i det rødgule kongelige skotske flag. Ovenpå ligger en krans med blomster fra Balmoral-slottet, hvor Elizabeth opholdt sig i de sidste uger op til sin død torsdag.

Strækningen fra slottet til katedralen kaldes også "The Royal Mile" - den royale mil.

63-årige Tina Richardson fra byen Dunbar var et af de mange mennesker, der havde taget opstilling langs ruten til St. Giles-katedralen.

- Hun er som et medlem af min egen familie. Der vil aldrig komme en som hende igen, siger Richardson til Reuters.

- Hun var sådan en smuk kvinde, der gav os alle så meget. Hun gav hele sit liv til sit land. I gode såvel som dårlige tider var hun der, især under covid. Hun forenede os alle, siger hun.

Fra Edinburgh slot lød en kanonsalut på 21 skud, da bårevognen satte i bevægelse mod katedralen, hvor den ankom kort efter klokken 16 dansk tid til en mindegudstjeneste for den afdøde dronning.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden