Verden

Kong Charles skal på sjældent statsbesøg i USA

For første gang siden 2007 skal en britisk monark på statsbesøg i USA. Dronning Camilla ledsager kongen.

Kong Charles modtog i september præsident Donald Trump, da Trump var på statsbesøg i Storbritannien. Nu skal den britiske konge besøge USA sammen med dronning Camilla. (Arkivfoto).
Kong Charles modtog i september præsident Donald Trump, da Trump var på statsbesøg i Storbritannien. Nu skal den britiske konge besøge USA sammen med dronning Camilla. (Arkivfoto). Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:50

Storbritanniens kong Charles og dronning Camilla aflægger statsbesøg i USA i slutningen af april.

De skal i den forbindelse møde USA's præsident, Donald Trump.

Det skriver Buckingham Palace i en pressemeddelelse.

- Efter rådgivning fra hans majestæts regering og efter en invitation fra USA's præsident vil kongen og dronningen aflægge et statsbesøg i USA.

- Majestæternes besøg ærer den historiske forbindelse og det moderne bilaterale forhold mellem Storbritannien og USA og markerer 250-året for den amerikanske uafhængighed, skriver det britiske kongehus.

Ifølge det britiske medie BBC er det første gang siden 2007, at en britisk monark er på statsbesøg i USA.

Dengang var det kong Charles' mor, den nu afdøde dronning Elizabeth, der besøgte landet på den anden side af Atlanten.

Programmet for statsbesøget i USA er endnu ikke offentliggjort, men det ligger ifølge BBC fast, at kongeparret skal besøge Washington D.C.

Ifølge BBC's oplysninger skal kongeparret til statsmiddag i Det Hvide Hus, og kong Charles skal holde tale i Kongressen.

Det fremgår ikke, hvor mange dage besøget skal vare.

Besøget finder sted efter en periode, hvor Trump offentligt har kritiseret Storbritannien for ikke at ville involvere sig i USA's og Israels krig mod Iran.

Efter besøget i USA rejser kong Charles alene videre til Bermuda, som er et oversøisk britisk territorium. Bermuda ligger i Atlanterhavet, 1400 kilometer øst for den amerikanske delstat South Carolina.

Kongeparret besøger USA, syv måneder efter at præsident Trump og hans hustru, Melania Trump, var på statsbesøg i Storbritannien.

Det var Trumps andet statsbesøg i landet. Han er indtil videre den eneste amerikanske præsident, der har været på statsbesøg hos briterne to gange.

Ved statsbesøget i september blev der blandt andet holdt statsmiddag i Windsor Castle, hvor både Trump og kong Charles holdt tale.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden