Kong Charles til parlamentet: Jeg vil følge min mors eksempel

Storbritanniens konge sagde i en tale til parlamentets to kamre, at han kan mærke historiens vægt overalt.

Kong Charles og dronningegemalinde Camilla i Westminster Hall i regeringskvarteret i London. - Parlamentet er et levende og åndende instrument for vort demokrati, sagde kong Charles i en tale til det britiske parlaments to kamre mandag. <i>Pool/Reuters</i>

Kong Charles og dronningegemalinde Camilla i Westminster Hall i regeringskvarteret i London. - Parlamentet er et levende og åndende instrument for vort demokrati, sagde kong Charles i en tale til det britiske parlaments to kamre mandag. Pool/Reuters

- Parlamentet er et levende og åndende instrument for vort demokrati, sagde kong Charles i en tale til det britiske parlament mandag.

I en kort tale i Westminster Hall i regeringskomplekset sagde den britiske monark, at han vil følge dronning Elizabeths eksempel og leve op til alle forpligtelser i forhold til den forfatningsmæssige regering.

- Som Shakespeare sagde om den tidligere dronning Elizabeth, så var hun et forbillede for alle levende prinser, sagde Charles med henvisning både til Elizabeth I (1533-1603) og sin afdøde mor.

- Da hun var ung, viede hun sit liv til at tjene sit land og sit folk, og hun svor at opretholde de værdifulde principper omkring vort forfatningsmæssige demokrati, sagde Charles, som modtog parlamentsmedlemmernes kondolencer efter dronningens død 8. september.

Han talte om de historiske bygninger og Big Ben.

- Big Bens store klokke er et af de mest magtfulde symboler på vores nation over hele verden, sagde han og nævnte derpå klokketårnet, som har navn efter hans mor.

- Når jeg står foran jer her i dag, kan jeg mærke historiens vægt på alt omkring os, og det er er en påmindelse om de vitale parlamentariske traditioner, som medlemmerne af begge kamre har dedikeret sig til for at gavne os alle, sagde Charles, hvorefter de folkevalgte sang nationalsangen.

Der er erklæret landesorg i Storbritannien indtil efter afslutningen af statsbegravelsen, der finder sted mandag 19. september.

Kong Charles flyver sammen med Camilla hvis formelle titel er dronningegemalinde - til Edinburgh som en del af "Operation Spring Tide".

Det er kodenavnet for kongens første rejse rundt til de fire nationer - England, Skotland, Wales og Nordirland - i Det Forenede Kongerige.

Charles skal i Edinburgh modtage Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, i audiens i Holyroodhouse. Derudover skal han besøge det skotske parlament og modtage kondolencer herfra.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.