Kongehus deler første billede af norsk kronprinsesse efter transplantation
Det norske kongehus deler det første billede af kronprinsesse Mette-Marit, efter hun blev lungetransplanteret.
Opdateret kl. 09:37
Det norske kongehus har delt et billede af kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, der sidder i en sofa på slottet med et Norge-halstørklæde, efter at Norge har spillet sig videre til kvartfinalen ved VM i fodbold.
Det er det første billede, kongehuset deler af kronprinsessen, siden hun har fået foretaget en lungetransplantation i juni.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
- I går blev det en historisk aften! Hele familien fulgte spændt med! Kongeparret fra Mågerø, kronprinsparret fra slottet – og prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus på stadion i USA.
- Tillykke til landsholdet, staben og Norge med den fantastiske præstation, skriver kongehuset på Instagram.
Efter Norges 2-1-sejr over Brasilien gik kronprinsen ud på slotspladsen og deltog i fejringen sammen med 100.000 andre i centrum af Oslo.
Den 5. juni meldte det norske kongehus ud, at kronprinsesse Mette-Marit var kommet på en venteliste til at skulle have en lungetransplantation.
Det skyldes den kroniske lungesygdom lungefibrose, som kronprinsessen fik konstateret i 2018.
Den 17. juni blev det meldt ud, at kronprinsessen havde gennemgået en succesfuld transplantation. Det blev ikke oplyst, hvornår transplantationen fandt sted.
Leder for lungeafdelingen på Rikshospitalet i Oslo Are Holm sagde i en pressemeddelelse efter operationen, at de var "meget glade for, at alt var gået godt indtil videre".
- I lighed med alle andre nytransplanterede skal kronprinsessen være indlagt på Rikshospitalet i flere uger. Dette er fast rutine for at justere medicin, håndtere eventuelle komplikationer og gennemføre genoptræning, sagde han 17. juni.
Det var i december sidste år, at Mette-Marit for første gang fortalte offentligt, at hun var så alvorligt syg af sygdommen, at det kunne blive nødvendigt med en lungetransplantation.
I løbet af foråret har Mette-Marit flere gange optrådt offentligt iført næsekateter og iltslanger på grund af sine problemer med at trække vejret.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.