Verden

Korruption i byggesager koster eks-præsident 14 års fængsel i Peru

Endnu en tidligere præsident er dømt for korruption i Peru. Martin Vizcarra tog imod bestikkelse fra firmaer.

Perus tidligere præsident Martin Vizcarra ankommer til domstolen i Lima inden dommen onsdag.
Perus tidligere præsident Martin Vizcarra ankommer til domstolen i Lima inden dommen onsdag. Ernesto Benavides/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:59

Den tidligere peruanske præsident Martin Vizcarra er onsdag blevet idømt 14 års fængsel i en korruptionssag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge dommen tog Vizcarra imod bestikkelse i form af et beløb svarende til 4,4 millioner kroner fra byggefirmaer, mens han var guvernør i regionen Moquegua fra 2011 til 2014.

Til gengæld sikrede han virksomhederne offentlige byggekontrakter.

Det var flere år, før han blev præsident.

62-årige Vizcarra har nægtet sig skyldig i sagen og har sagt, at han er udsat for politisk forfølgelse.

Han blev indsat som præsident i 2018, men afsat af Perus parlament i 2020.

Som præsident fulgte Vizcarra efter Pedro Pablo Kuczynski, som trådte tilbage fra posten i forbindelse med en rigsretssag. Parlamentet nåede dog ikke at stemme i rigsretssagen, før Kuczynski selv anmodede om at fratræde.

Kuczynski har også været anklaget for korruption, men er ikke dømt.

Der har de seneste år været flere retssager mod tidligere præsidenter i Peru, og tre sidder allerede i fængsel.

De tidligere præsidenter Alejandro Toledo og Ollanta Humala afsoner fængselsstraffe for korruptionsdomme, mens Pedro Castillo er varetægtsfængslet i en sag om magtmisbrug og kupforsøg.

Pedro Pablo Kuczynski har også tidligere været varetægtsfængslet.

Martin Vizcarra, som onsdag blev dømt, var tidligere i år varetægtsfængslet i 22 dage, fordi der ifølge en dommer var risiko for, at han ville flygte.

Han blev løsladt mod kaution.

Retssagen mod ham begyndte i oktober 2024.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden