Kosmetikmilliardær overbeviste Trump om at købe Grønland

Det var Estée Lauders arving, der fandt på at købe Grønland, som Trump ville bytte for Puerto Rico, viser bog.

Tidligere præsident Donald Trump (til venstre) og forretningsmanden Ronald S. Lauder (til højre), der er søn af Estée Lauder, har kendt hinanden siden college. (Arkivfoto). <i>Evan Vucci/Ritzau Scanpix</i>

Tidligere præsident Donald Trump (til venstre) og forretningsmanden Ronald S. Lauder (til højre), der er søn af Estée Lauder, har kendt hinanden siden college. (Arkivfoto). Evan Vucci/Ritzau Scanpix

Da den daværende amerikanske præsident Donald Trump i 2019 tilbød at købe Grønland af Danmark, vakte det furore.

Trump hævdede, at det var hans egen idé, men det passer tilsyneladende ikke. Idéen kom angiveligt fra en noget uventet kant, nemlig fra Trumps mangeårige ven Estée Lauder-arvingen Ronald S. Lauder.

Det fremgår af en ny bog af to amerikanske journalister, "The Divider: Trump in the White House, 2017-2021", der udkommer på tirsdag.

Bogen er skrevet af Peter Baker fra The New York Times og Susan Glasser fra The New Yorker og bygger på interviews med en bred vifte af personer tæt på den tidligere præsident.

Research viser således, at idéen om at købe Grønland kom fra kosmetikmilliardæren Ronald S. Lauder, som Trump har kendt siden college.

Det skriver The New York Times.

- En af mine venner, en meget erfaren forretningsmand, tror, at vi kan få fat i Grønland, skulle Trump have sagt til en af sine nationale sikkerhedsrådgivere.

- Hvad synes du?

Spørgsmålet førte til, at der blev nedsat et særligt hold, som skulle vurdere udsigterne for et potentielt køb.

Grønland-idéen var blot en af mange, der efterlod rådgivere rådvilde, mens de forsøgte at guide Trump væk fra idéer, som de anså for bizarre eller uforsvarlige, skriver The New York Times.

Flere rådgivere frygtede blandt andet, at det kunne skabe diplomatiske problemer, hvis Grønland-idéen blev offentligt kendt.

Idéen optog ansatte i det nationale sikkerhedsråd i månedsvis. Senere hævdede Trump, at det var hans idé.

- Jeg elsker kort, og jeg har hele tiden sagt: Se størrelsen på det her. Det er kæmpe stort. Det bør være en del af USA, sagde han sidste år i et interview til den nye bog.

Men faktisk drøftede Ronald S. Lauder idéen med Trump allerede i hans tidlige præsidentdage, fremgår det.

Ronald S. Lauder foreslog sågar ham selv som en uofficiel forhandler med den danske regering.

Den nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, mente, at et køb var umuligt, men Trump blev ved med at presse på.

Ved en specifik lejlighed foreslog Trump blandt andet at bytte Puerto Rico for Grønland.

Som bekendt afviste Danmark idéen, som statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte "absurd".

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.