Kryptogigant: Opdatering sparer 99,9 procent strøm

Med en længe ventet opdatering kan man ikke længere drive minedrift efter den næststørste kryptovaluta, ether.

En ny opdatering af verdens næststørste blockchain, Ethereum, skal ifølge fonden bag sikre, at den bruger 99,9 procent mindre strøm. (Arkivfoto). <i>Dado Ruvic/Reuters</i>

En ny opdatering af verdens næststørste blockchain, Ethereum, skal ifølge fonden bag sikre, at den bruger 99,9 procent mindre strøm. (Arkivfoto). Dado Ruvic/Reuters

Verdens næststørste blockchain, Ethereum, og den tilhørende kryptovaluta, ether, har torsdag fået en længe ventet softwareopdatering.

Med opdateringen bruger blockchainen 99,95 procent mindre strøm, end den har gjort før. Det skriver Ethereum Foundation på sin hjemmeside.

En blockchain er en decentraliseret database, hvor et computernetværk i fællesskab holder styr på information og databevægelser. Teknologien bliver ofte brugt til kryptovalutaer.

Softwareopdateringen betyder blandt andet, at man ikke længere kan "mine" (lede efter ny valuta med en computer, red.) efter valutaen, ether, sådan som det tidligere er blevet gjort.

"Mining" efter kryptovaluta er meget energitung, fordi computere skal udregne komplicerede regnestykker for at få mere valuta.

Den energitunge "mining" har også betydet, at både miljøorganisationer og virksomheder tidligere har kritiseret ether og kryptovaluta generelt.

I stedet er man skiftet til et system, hvor enkeltpersoner og virksomheder validerer overførsler ved at bruge deres egen ether som sikkerhed og får ny ether via et lotterisystem.

Og softwareopdateringen har da også allerede fået konsekvenser for den største Ether-minevirksomhed, Ethermine, der på baggrund af opdateringen er lukket ned. Det skriver Bloomberg.

Det amerikanske medie Digiconomist har regnet ud, at Ethereum før softwareopdateringen brugte knap 78 terawatt-timer årligt. Det svarer til Chiles årlige strømforbrug.

En enkelt transaktion med ether kostede ifølge Reuters før softwareopdateringen den samme mængde energi, som en amerikansk gennemsnitsfamilie bruger på en uge.

Med softwareopdateringen regner Ethereum med en strømbesparelse, der svarer til 0,2 procent af verdens samlede forbrug årligt.

Det store energiforbrug i forbindelse med kryptovaluta er dog ikke væk, fordi Eretheum har minimeret sit.

Den største kryptovaluta, Bitcoin, bruger stadig det system, Ethereum før brugte. Det anslås af Digiconomist, at Bitcoin bruger cirka 130 terawatt-timer årligt.

En enkelt transaktion med denne valuta koster cirka den samme mængde energi, som en gennemsnitlig amerikansk familie bruger på 48 dage.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.