Verden

Kryptonedtur skærer en milliard dollar af Trump-familiens formue

Verden over er kryptomarkeder dykket de seneste uger. Trump-søn kalder det "en fremragende købsmulighed".

Præsidentsønnen og kryptofortaleren Eric Trump ringer med Nasdaq-børsens klokke ved noteringen af selskabet American Bitcoin, som han er medgrundlægger af og har en ledende rolle i. (Arkivfoto).
Præsidentsønnen og kryptofortaleren Eric Trump ringer med Nasdaq-børsens klokke ved noteringen af selskabet American Bitcoin, som han er medgrundlægger af og har en ledende rolle i. (Arkivfoto). Michael M. Santiago/Ritzau Scanpix

Den globale kryptonedtur rammer Trump-familiens formue.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg, der på baggrund af sit eget milliardærindeks vurderer, at familiens formue er faldet med omkring en milliard dollar.

Blandt andet er værdien af en særlig kryptovaluta, en såkaldt memecoin, der bærer præsident Trumps navn, faldet med en fjerdedel siden august. Imens er sønnen Eric Trumps andel i et kryptoselskab halveret i værdi, siden den nåede toppen.

Samlet er Trump-familiens formue siden tidligt i september faldet til 6,7 milliarder dollar fra 7,7 milliarder dollar. Det svarer til et fald fra knap 50 milliarder kroner til godt og vel 43 milliarder kroner.

På knap to måneder har kryptomarkederne mistet langt over 1000 milliarder dollar i værdi.

Det viser tal fra CoinGecko, der følger den samlede markedsværdi af over 18.000 kryptovalutaer.

Eric Trump tror dog ikke, at nedturen bliver varig.

- Sikke en fremragende købsmulighed, siger han i en udtalelse til Bloomberg.

- Folk, der køber under et fald og accepterer volatiliteten, vil ende som vinderne, spår præsidentsønnen.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har i løbet af sin seneste periode gjort sig til stor fortaler for kryptovalutaer og ønsket at gøre USA til "planetens kryptohovedstad".

Valutaen $Trump betegnes ofte som en memecoin - en form for kryptovaluta, der ikke har nogen værdi i sig selv, og hvor investeringer ofte er drevet af en trend online eller et emnes eller en persons popularitet. Prisen vil ofte kunne falde og stige meget hurtigt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden