Verden

Kuwait beskylder Iran for målrettede angreb på civile og infrastruktur

Iran udviser ifølge Kuwait en "systematisk fjendtlig fremgangsmåde", lyder det efter angreb på energianlæg.

Skærmbilledet er fra en video, som Irans Revolutionsgarde offentliggjorde 16. juli via nyhedssiden Sepah News. Det viser ifølge AFP et missil, der bliver affyret fra et ukendt sted mod amerikanske mål i Jordan, Kuwait og Bahrain. (arkivfoto).
Skærmbilledet er fra en video, som Irans Revolutionsgarde offentliggjorde 16. juli via nyhedssiden Sepah News. Det viser ifølge AFP et missil, der bliver affyret fra et ukendt sted mod amerikanske mål i Jordan, Kuwait og Bahrain. (arkivfoto). -/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:42

Kuwait beskylder Iran for at angribe civile mål og kritisk infrastruktur i landet.

Det skriver Kuwaits udenrigsministerium i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udtalelsen kommer, efter at de kuwaitiske myndigheder har meldt om angreb på et olieanlæg og et el- og vandværk.

- De gentagne angreb på disse vitale faciliteter afslører en systematisk fjendtlig fremgangsmåde rettet mod civile mål og kritisk infrastruktur, som bringer civilbefolkningens liv og sikkerhed i fare, lyder det.

Kuwaits statslige olieselskab oplyser lørdag, at et iransk angreb på et olieanlæg har medført både personskader og materielle skader. Det skriver nyhedsbureauet Kuna ifølge AFP.

Også fredag blev et el- og vandværk i Kuwait ramt af angreb, skriver AFP.

Iran har natten til lørdag angrebet infrastruktur flere steder i regionen og truet med en "fuldskalaoffensiv" som gengældelse for amerikanske angreb, skriver AFP.

Det var den syvende nat i træk med angreb fra USA.

Generalmajor Mohsen Rezaei siger ifølge nyhedsbureauet, at Iran vil "ikke længere nøjes med proportionale gengældelsesangreb, og ingen politisk grænse vil være sikker".

Rezaei er seniormilitærrådgiver for Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei.

Han siger, at Iran vil genoptage "offensive operationer i fuld skala", hvis de amerikanske angreb fortsætter i yderligere to til tre dage, skriver AFP.

Også i Bahrain er der meldinger om, at landets luftforsvar har afværget en række iranske angreb.

Generalsekretæren i Golf-landenes samarbejdsråd (GCC), Jasem Mohamed Abduldaiwi, fordømmer de iranske angreb.

Han betegner angrebene som "krigsforbrydelser", fordi der tilsyneladende bevidst er skudt efter infrastruktur og andre civile mål.

- Irans angreb udgør en meget farlig optrapning, en alvorlig krænkelse af folkeretten og FN's charter samt krigsforbrydelser, der kræver international ansvarliggørelse og retsforfølgelse, siger han ifølge AFP.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden