Kvinder mistænkt for frihedsberøvelse i sag om død svensk kvinde

To unge kvinder er varetægtsfængslet i sag om 21-årig, der er fundet død i svensk skov to uger efter en bytur.

Frivillige ses her lede efter en forsvunden 21-årig kvinde, inden hun blev fundet i et skovområde uden for Vetlanda onsdag eftermiddag. <i>62360 Mikael Fritzon/Tt/Ritzau Scanpix</i>

Frivillige ses her lede efter en forsvunden 21-årig kvinde, inden hun blev fundet i et skovområde uden for Vetlanda onsdag eftermiddag. 62360 Mikael Fritzon/Tt/Ritzau Scanpix

En 21-årig svensk kvinde, som har været savnet siden midten af oktober, er fundet død i et skovområde uden for Vetlanda i Sydsverige.

Det oplyser leder af lokalpolitiet i Höglandet Jonas Lindell på et pressemøde onsdag aften ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

To jævnaldrende kvinder er varetægtsfængslet i sagen på mistanke om frihedsberøvelse.

- Nu kan vi gå ind i næste fase, som handler om at undersøge, hvad der er sket, siger Lindell.

Rickard Finndahl, der leder afdelingen for alvorlig kriminalitet i Jönköping, fortæller, at politiet siden kvindens forsvinden har arbejdet ud fra en teori om, at hun har været udsat for en forbrydelse.

- Det vil sige, at hun ikke er forsvundet af egen fri vilje, siger han ifølge TT.

Den 21-årige kvinde, der i svenske medier kaldes Tove, blev fundet i et skovområde øst for Vetlanda onsdag eftermiddag efter en politiaktion i området, oplyser anklagemyndigheden.

- Nu vil der blive foretaget en retsmedicinsk obduktion for at fastslå dødsårsagen. Kriminaltekniske undersøgelser er i gang på stedet, hvor personen blev fundet, udtaler anklager Adam Rullman i en pressemeddelelse.

Den 21-årige kvinde blev sidst set uden for natklubben Nöjet i Vetlanda natten mellem den 15. og 16. oktober.

To kvinder i 20'erne er varetægtsfængslet i sagen mistænkt for frihedsberøvelse. Den afdøde og de to mistænkte kvinder kendte hinanden i forvejen.

- De er ikke pårørende eller i familie, men de kendte hinanden, sagde anklager Adam Rullman til TT tirsdag.

En af de mistænkte kvinder skal have fortalt sine venner, at hun havde skændtes med Tove på natklubben, men at de havde aftalt at tale ud. Det skal angiveligt være sket hjemme hos den nu mistænkte kvinde.

Kvinden har desuden fortalt, at Tove derefter cyklede hjem omkring klokken tre om natten. Det rapporterer P4 Jönköping og Expressen.

Ifølge Rickard Finndahl er der ikke andre mistænkte i sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.