Kamikazedroner slår ifølge Ukraine ned i det centrale Kyiv
Mindst seks mennesker er dræbt i angreb i den ukrainske hovedstad og den østlige region Sumy mandag morgen.
Opdateret kl. 17:00
Selvmordsdroner, også kendt som kamikazedroner, har tidligt mandag morgen ramt ned i et distrikt i den centrale del af Kyiv, Ukraines hovedstad.
Det bekræfter byens borgmester og landets præsidentkontor, kort efter at flere journalister meldte om to eksplosioner i området.
Tre mennesker er omkommet i Kyiv. To af ofrene var et ungt par, der ventede et barn, oplyser byens borgmester, Vitalij Klitsjko.
Ud over de tre dræbte er der adskillige sårede.
Dronerne slog ned i Sjevtjenkivskyj-distriktet, som ligger i centrum af hovedstaden.
I den østlige region Sumy siger guvernøren, at der også her er tre dræbte og flere sårede.
- Klokken 05.20 om morgenen ramte tre russiske raketter civile infrastruktur. Mindst tre mennesker døde. Ni er såret. Der er stadig mennesker under ruinerne, siger guvernøren, Dmytro Zjyvytsky.
Andrij Jermak, som er stabschef for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, oplyser på beskedtjenesten Telegram, at der er tale om de såkaldte kamikazedroner. Han peger på, at Rusland står bag.
- Russerne tror, det kommer til at hjælpe dem, skriver Jermak.
Sjevtjenkivskyj-distriktet huser både flere af Kyivs historiske monumenter og byens zoologiske have. Det ukrainske præsidentpalads ligger desuden i nærheden af distriktet.
Borgmester Klitsjko oplyser ifølge Reuters, at adskillige boliger er blevet beskadiget af eksplosioner fra dronerne, og at redningsarbejdere er til stede.
- Alle tjenester er på vej til stedet. Detaljer kommer senere. Luftvarslet vedbliver. Bliv i dækning, skrev Klitsjko mandag morgen ifølge det franske nyhedsbureau AFP på sociale medier.
Ifølge AFP slog den første drone ned klokken 06.35 lokal tid, inden nummer to ramte cirka ti minutter senere.
Kort forinden lød de ukrainske luftsirener.
Knap to timer efter de to eksplosioner kunne Vitalij Klitsjko berette om yderligere to eksplosioner, igen i Sjevtjenkivskyj-distriktet.
Mandag har russiske bombardementer ifølge det ukrainske energiselskab Energoatom også ført til, at atomkraftværket i Zaporizjzja er blevet koblet fra elnettet i Ukraine.
- Russiske terrorister har igen bombet kritisk infrastruktur i ukrainskkontrolleret territorium, hvilket har resulteret i, at den sidste linje blev lukket 03.59, lyder det fra Energoatom ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er blot en uge siden, at russiske missiler ramte den ukrainske hovedstad senest.
Angrebet kostede ifølge AFP 19 personer livet, mens 105 andre blev såret.
Torsdag var der desuden angreb i andre dele af Kyiv-regionen. Her hævdede den regionale guvernør, Oleksij Kuleba, at angrebet var sket med iransk-fremstillede kamikazedroner. De udsagn har ikke været mulige at verificere.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.