Laboratorieskabt blod overføres for første gang til mennesker

To unavngivne patienter er sunde og raske efter at have fået overført laboratorieskabte røde blodlegemer.

Laboratorieskabt blod har måske bedre holdbarhed end normale bloddonationer. Det kan potentielt betyde, at patienter får brug for færre transfusioner. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Laboratorieskabt blod har måske bedre holdbarhed end normale bloddonationer. Det kan potentielt betyde, at patienter får brug for færre transfusioner. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For første gang nogensinde har forskere overført laboratorieskabte røde blodlegemer til et menneske.

Det er sket i forbindelse med et klinisk forsøg.

Der er tale om ganske små mængder svarende til et par teskefulde. Nu afprøves det, hvordan kroppen reagerer på det.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Målet er ikke at afskaffe normale blodtransfusioner med donorblod.

Det er i stedet at fremstille meget sjældne blodtyper og -grupper, som kan være svære at få fat i.

Derudover håber forskere, at det laboratorieskabte blod vil have bedre holdbarhed end normale bloddonationer. Det vil betyde, at patienter potentielt kan få brug for færre transfusioner.

Det fortæller Cedric Ghevaert, som er professor i transfusionsmedicin og rådgivende hæmatolog ved University of Cambridge.

- Hvis vores forsøg - som er det første af sin slags i verden - er succesfuldt, vil det betyde, at patienter, der lige nu har brug for hyppige blodtransfusioner, kan få brug for færre i fremtiden, siger Ghevaert ifølge dpa.

Indtil videre har to mennesker fået foretaget transfusioner med de laboratorieskabte røde blodlegemer.

Forskerne følger tæt med i deres ve og vel. Indtil videre er der ikke meldt om uønskede bivirkninger, og de to patienter - hvis navne ikke kendes - er sunde og raske ifølge forskerne.

BBC har i grove træk beskrevet processen i laboratorierne, hvor blodlegemerne dyrkes:

Processen starter med en normal bloddonation. Herfra udskiller man stamceller, som er i stand til at blive til røde blodlegemer, og i laboratoriet forsøger forskerne derefter at få dem til at gro i store mængder og til at blive til røde blodlegemer.

Det tager omkring tre uger. Ud af omkring en halv million stamceller kan man få 50 milliarder røde blodlegemer.

I forbindelse med forsøget er det planen, at mindst ti mennesker skal have to minitransfusioner med mindst fire måneders mellemrum.

Den ene transfusion skal indeholde blod, som kommer fra en bloddonation. Den anden skal indeholde laboratorieskabte røde blodlegemer.

Dermed håber forskerne på at finde ud af, om de røde blodlegemer skabt i laboratoriet også holder længere - som de håber på.

Ifølge BBC er fortsat økonomiske og teknologiske udfordringer forbundet med teknologien.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.