Lektor: Rusland overrasker med tilbagetrækning i Ukraine

Forsvarsminister vælger at lytte til sin generalstab, og det overrasker, mener militærforsker.

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har onsdag måtte beordre en ydmygende russisk tilbagetrækning over Dnipro-floden ved Kherson. <i>Andrey Borodulin/Ritzau Scanpix</i>

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har onsdag måtte beordre en ydmygende russisk tilbagetrækning over Dnipro-floden ved Kherson. Andrey Borodulin/Ritzau Scanpix

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, måtte onsdag sluge en stor kamel og beordre tilbagetrækning fra Dnipro-flodens vestbred ved den store by Kherson i det sydlige Ukraine.

Det er en af Ruslands mest ydmygende tilbagetrækninger i den snart ni måneder lange krig, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen kommer på baggrund af en opfordring fra den øverste russiske general, Sergej Surovikin.

- Det mest opsigtsvækkende er, at forsvarsminister Sjojgu vælger at følge den militærfaglige rådgivning fra sin militærstab og trække styrkerne tilbage, siger Jørgen Staun, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier hos Forsvarsakademiet.

Det skyldes, at Kherson er en politisk vigtig position for russerne.

Sjojgu vælger ikke at lade sine tropper gå til i et forsøg på at forsvare den, fortsætter han.

- Russiske tropper på vestbredden af Dnipro-floden har i flere måneder været under hårdt pres fra de ukrainske styrker, og det blev for svært strategisk at holde den position, siger Staun.

Det skyldes blandt andet også, at ukrainerne har haft stor succes med at angribe de broer, som fører over Dnipro-floden.

- Ukrainerne er dermed lykkes med at forhale russernes evne til at få nye forsyninger ind, fortæller Staun.

Kherson er den eneste provinshovedstad i Ukraine, som Rusland havde erobret, siden invasionen begyndte i februar, skriver Reuters.

- Det er derfor en stor politisk sejr for ukrainerne, siger lektoren.

Ifølge ham er det svært at sige, om der kommer flere af sådanne tilbagetrækninger fra Rusland.

- Vi kommer nok til at se mere stilstand på fronten, indtil vinterfrosten for alvor sætter ind. Så længe, at der er så mudret, som der er, vil større køretøjer have svært ved at køre udenfor de asfalterede veje.

- Det er også væsentligt sværere at kæmpe i Ukraine på denne tid af året, siger Staun.

Ruslands invasion af Ukraine begyndte den 24. februar i år, og allerede den 2. marts erobrede russiske styrker byen Kherson i det sydlige Ukraine.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.