Letland afviser at huse russere på flugt fra militærtjeneste

Russere, der måtte være på flugt fra militærtjeneste, vil ikke blive lukket ind i nabolandet Letland.

Letlands udenrigsminister, Edgars Rinkevics, har afvist at lade russere, der nægter militærtjeneste, flygte til det baltiske land. (Arkivfoto). <i>Ints Kalnins/Reuters</i>

Letlands udenrigsminister, Edgars Rinkevics, har afvist at lade russere, der nægter militærtjeneste, flygte til det baltiske land. (Arkivfoto). Ints Kalnins/Reuters

Letland, der grænser op til Rusland, vil ikke lade russere på flugt fra militærtjeneste komme ind i det baltiske land.

Det oplyser den lettiske udenrigsminister, Edgars Rinkevics, onsdag.

Udmeldingen kommer kort efter en tale fra Vladimir Putin. I talen annoncerede den russiske præsident en delvis militær mobilisering.

Ifølge Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, betyder det, at omkring 300.000 soldater fra reserven skal sendes til Ukraine.

Men hvis nogle russere skulle ønske at flygte fra en udsending til Ukraine, så kan de altså ikke søge tilflugt i nabolandet Letland. Ifølge udenrigsminister Rinkevics er sikkerhedshensyn årsagen til den lettiske beslutning.

I Litauen, der også er en del af Baltikum, siger landets forsvarsminister, at man har hævet militærets beredskabsniveau efter Putins tale.

Talen var Putins første direkte til det russiske folk siden krigens start. Seneste tale var, da invasionen blev indledt den 24. februar.

Den varslede militære mobilisering, der angiveligt sættes i gang allerede onsdag, har affødt mange reaktioner fra Vesten.

Flere lande parter anser det som et tegn på, at Rusland er i problemer på slagmarken. Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, kalder mobiliseringen en indrømmelse fra Putin om, at "hans invasion slår fejl".

- Putin og forsvarsministeren har sendt tusindvis af deres egne statsborgere i døden - dårligt udstyret og dårligt ledet, siger Ben Wallace.

- Ingen mængde af trusler eller propaganda kan skjule det faktum, at Ukraine er ved at vinde krigen. Det internationale samfund står sammen, og Rusland er blevet et globalt udskud, siger den britiske minister.

Den hollandske premierminister, Mark Rutte, har også reageret på Putins tale. Han kalder Putins udmelding for "et tegn på panik".

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.