Letland udsender varsel om ukendt drone i luftrummet
For tredje dag i træk er der melding om droner over Baltikum. Torsdag flyver mindst én drone over Letland.
Opdateret kl. 13:47
Letland aktiverede torsdag formiddag dronealarmerne, efter at mindst én drone fløj ind i landets luftrum.
Det oplyser Letlands militær på X ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Vi bekræfter, at der har været mindst et ubemandet luftfartøj i lettisk luftrum, skriver militæret.
Flere kampfly fra Nato blev sendt ind over Letland for at fjerne truslen.
Det er uklart, hvor dronen kom fra, og hvor den er fløjet hen.
Indbyggerne i regioner i det østlige Letland op mod landets grænser til Rusland og Belarus fik besked på at søge dækning.
Hændelsen finder sted, dagen efter at nabolandet Litauen udsendte et varsel om fare i landets luftrum og opfordrede indbyggerne i flere regioner til at søge dækning. Også her var der observeret en drone.
Ifølge den litauiske forsvarsminister, Vladislav Kondratovič, fløj en drone mod byen Lentvaris nær hovedstaden, Vilnius.
Senere forlød det, at den havde en anden kurs og blev efterfulgt af jagerfly fra Nato. Det er uklart, hvor dronen kom fra.
Tirsdag var det Estland, som registrerede en drone i sit luftrum. Denne drone blev skudt ned over landet af et Nato-fly fra Rumænien.
Ifølge Estland var der tilsyneladende tale om en ukrainsk drone.
De baltiske lande, som støtter Ukraine, har ifølge Reuters løbende beskyldt Rusland for at manipulere med ukrainske droner, så de flyver ind over de baltiske lande i stedet for at ramme mål i Rusland.
Det er dog ikke blevet bevist, at der er hold i anklagen.
Rusland har på den anden side beskyldt de baltiske lande for at lade Ukraine opsende droner fra landenes territorium mod Rusland.
Polens forsvarsminister, Władysław Kosiniak-Kamysz, sagde tidligere ifølge Reuters, at Ukraine er nødt til at være præcis, når landet bruger droner i krigen mod Rusland.
- Ukraine er selvfølgelig nødt til at være mere præcis her for at undgå at fremkalde russiske provokationer, sagde den polske minister på et pressemøde i Estlands hovedstad, Tallinn.
- Vores territorier skal ikke krænkes, de skal ikke trues, lød det videre.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.