Letlands premierminister står til valgsejr
Det lettiske regeringsparti står til næsten 20 procent af stemmerne ved landets parlamentsvalg.
Opdateret kl. 09:52
Med 91 procent af distrikterne talt op står den lettiske premierminister Arturs Krisjanis Karins parti, Jaunā Vienotība - Ny Enhed - til at blive størst efter lørdagens parlamentsvalg.
I de seneste tal fra søndag morgen står partiet til 19 procent af stemmerne.
Arturs Krisjanis Karins står i spidsen for et centrum-højre parti i Letland. Han er den første regeringsleder, som har overlevet hele valgperioden på fire år.
Partiet har fået den største opbakning af de lettiske partier. Det er forventningen, at premierministeren kan stå i spidsen for endnu en koalitionsregering.
Det vil dog være nødvendigt for Karins at få støtte fra flere andre partier. Partierne i den nuværende koalitionsregering står til at få 42 pladser i Letlands parlament. Der er i alt 100 pladser i parlamentet.
Letlands sikkerhed har præget valget i landet. Det skyldes Ruslands invasion af Ukraine.
Arturs Krisjanis Karins menes blandt andet at have fået et godt valg som følge af, at han og hans parti i høj grad har støttet Ukraine og været kritiske over for Rusland.
Letland har blandt andet begrænset russiske statsborgeres muligheder for at rejse ind i Letland fra enten Rusland eller Hviderusland.
Lørdag aften viste valgstedsmålinger, at de partier, som repræsenterer Letlands russisktalende mindretal, stod til tilbagegang.
Ni partier står til at kunne komme ind i det lettiske parlament efter valget.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.