Verden

Litauen trækker sig officielt fra klyngevåben-konvention

Litauen er ikke længere med i en international konvention om brugen af de omstridte klyngebomber.

Litauen har torsdag officielt trukket sig fra en international konvention om brugen af klyngevåben.

Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.

Over 120 lande har underskrevet konventionen, der forbyder erhvervelse, brug og produktion af våbnene.

Allerede i sommeren 2024 besluttede parlamentet i landet at trække sig fra aftalen, som Litauen har været en del af siden 2008.

Ifølge DPA er Ruslands invasion af Ukraine årsagen til Litauens udtrædelse af konventionen.

Litauens forsvarsminister, Dovile Sakaliene, understreger over for litauisk radio ifølge DPA, at beslutningen om at fratræde konventionen ikke kun handler om, hvilke typer våben Litauen vil købe.

Ifølge Skaliene sender det også et strategisk budskab om, at Litauen er klar til at tage alle midler i brug, hvis det bliver nødvendigt.

Flere menneskerettighedsorganisationer har kritiseret Litauens beslutning, som organisationerne mener kan koste civile livet.

Amnesty International kalder beslutningen "frygtelig", mens Human Rights Watch kalder det "alarmerende, skriver AFP.

Ligeledes har Røde Kors (ICRC) advaret om, at beslutningen kan svække den "vitale beskyttelse for civile":

- Litauens tilbagetrækning er uden fortilfælde, da ingen stat nogensinde har taget afstand fra en global humanitær traktat, siger ICRC i en erklæring ifølge AFP.

Litauen er det første land, der forlader konventionen.

Samtidig er landet ifølge AFP det første EU-land, der forlader en multilateral aftale om våbenregulering.

Hverken Rusland eller Ukraine er medlemmer af konventionen, og begge lande har brugt klyngebomber i krigen.

Et klyngevåben er en form for beholder, der er fyldt med mange mindre bomber.

Beholderen åbner sig i en forudbestemt højde, hvorved de mindre klyngebomber spredes og eksploderer ud over et stort geografisk område.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden