Liz Truss er valgt til ny britisk leder

Truss fik omkring 57,4 procent af stemmerne, mens Rishi Sunak fik 42,6 procent af de omkring 142.000 stemmer.

Liz Truss takkede sit parti efter, at hun mandag blev valgt som ny formand for de konservative. Vejen er dermed banet for, at hun kan overtage posten som Storbritanniens premierminister fra partifællen Boris Johnson. <i>Hannah McKay/Reuters</i>

Liz Truss takkede sit parti efter, at hun mandag blev valgt som ny formand for de konservative. Vejen er dermed banet for, at hun kan overtage posten som Storbritanniens premierminister fra partifællen Boris Johnson. Hannah McKay/Reuters

Liz Truss er valgt til ny konservativ partileder og bliver dermed Storbritanniens næste premierminister. Det viser resultatet af afstemningen i det Konservative Parti.

Truss, der er udenrigsminister, fik godt 57,4 procent af stemmerne, mens hendes rival, Rishi Sunak, fik 42,6 procent. Der blev afgivet 141.725 gyldige stemmer ved urafstemningen.

Truss siger i en takketale efter at være blevet erklæret vinder af afstemningen i et konferencecenter i regeringsområdet Westminster, at hun vil levere alt, hvad partiet lovede i 2019.

Hun takker samtidig "min ven Boris Johnson "og fremhæver den afgående premierminister for en "storslået indsats" som regeringsleder.

Den 47-årige Truss har gjort det klart, at hun øjeblikkeligt tager fat på den britiske energikrise og vil handle i forhold til briternes elregninger og energiforsyning.

Britiske husstande oplever i gennemsnit, at deres el- og gasregning er steget med helt op mod 80 procent. Derfor har mange briter opfordret landets regering til at gennemføre tiltag for at hjælpe befolkningen.

Den nye britiske leder overtager tirsdag posten som premierminister fra Johnson. Hun har lovet at fremlægge en "dristig plan" for genoprette den recessionsramte britiske økonomi, som betyder at mange har svært ved at klare sig økonomisk samtidig med at der er uro på arbejdsmarkedet.

Som ny leder står Truss også over for at skulle hele dybe kløfter i sit konservative parti efter en hård og opsplittende valgkamp mellem de forskellige fløje.

- Gennem de næste to år er vi nu nødt til at vise, at vi kan levere, siger hun og gentager sine løfter om lavere skatter og økonomisk vækst.

Boris Johnson gik i juli af som leder for Det Konservative Parti. Det skete efter stort pres både internt i partiet og fra offentligheden - ikke mindst på baggrund af "partygate" - fester i Downing Street under covid-19 nedlukningen af landet.

Johnson tager tirsdag til Skotland for officielt at indgive sin afskedsbegæring til dronning Elizabeth.

Derefter vil Truss tage op til den 96-årige dronning, som for første gang i sine 70 år som regent skal udnævne en ny premierminister på Balmoral i Skotland frem for på Buckingham Palace i London.

Johnson siger mandag, at han ved, at Truss "har den rigtige plan til at klare krisen med for høje leveomkostninger, til at forene partiet og til at genoprette landet."

- Det er nu, at alle konservative skal bakke hende op 100 procent, siger den afgående premierminister.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.