Lotterigevinst på 1,7 milliarder kroner slår britisk rekord

I Storbritannien er der for anden gang i år sat rekord for landets største lotterigevinst nogensinde.

EuroMillions-lotteriet bliver spillet i Storbritannien, Irland, Frankrig, Spanien, Portugal, Belgien, Østrig, Schweiz og Luxembourg. (Arkivfoto). <i>Joel Saget/Ritzau Scanpix</i>

EuroMillions-lotteriet bliver spillet i Storbritannien, Irland, Frankrig, Spanien, Portugal, Belgien, Østrig, Schweiz og Luxembourg. (Arkivfoto). Joel Saget/Ritzau Scanpix

En kombination af syv tal har udløst den største lotterigevinst nogensinde i Storbritannien. Det svimlende beløb lyder på 195 millioner pund.

Det skriver det britiske medie BBC.

Beløbet, der svarer til 1,7 milliarder kroner, slår den hidtidige rekord, der blev sat i maj i år. Det oplyser lotteriudbyderen Camelot.

Den tidligere rekord lød på 185 millioner pund.

Det er tallene 6, 23, 27, 40, 41 og de to tillægstal 2 og 12, der har udløst den enorme gevinst ved lotteriet EuroMillions.

Det vides endnu ikke, hvem der sidder inde med vinderkuponen, eller om gevinsten eksempelvis deles mellem flere.

En talsmand fra Camelot, Andy Carter, kalder det "en fantastisk aften for en britisk indehaver af lotterikuponen".

- Alle spillere opfordres til at kigge på deres kuponer og ringe til os, hvis de tror, at de er den heldige vinder, siger han ifølge BBC.

Hvis en enkelt person selv beholder hele gevinsten, vil personen være rigere end eksempelvis den kendte britiske musiker Tom Jones, pointerer BBC.

I dansk kontekst ville beløbet 1,7 milliarder kroner lige nøjagtig være nok til at klemme sig ind på listen over de 100 rigeste danskere. Det viser en opgørelse fra Økonomisk Ugebrev fra sidste år.

EuroMillions bliver ifølge lotteriets egen hjemmeside spillet i ni europæiske lande. Det drejer sig om Storbritannien, Irland, Frankrig, Spanien, Portugal, Belgien, Østrig, Schweiz og Luxembourg.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.