Lula vil give klimakampen højeste prioritet i sin regering

De rige lande skal leve op til løfter om klimafinansiering, fastslår Brasiliens kommende præsident ved COP27.

Brasiliens kommende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, lover ved COP27 en større indsats på klimaområdet i fremtiden. <i>Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix</i>

Brasiliens kommende præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, lover ved COP27 en større indsats på klimaområdet i fremtiden. Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix

Klimaforandringer får højeste prioritet i Brasiliens kommende regering.

Det meddeler landets kommende præsident, 77-årige Luiz Inácio Lula da Silva, onsdag på FN-klimatopmødet COP27 i Sharm el-Sheikh, Egypten.

Han tager afstand fra klimanøl fra præsident Jair Bolsonaro, som han officielt afløser på posten 1. januar 2023.

- Der er ingen sikkerhed for kloden uden en beskyttet Amazonas. Vi vil gøre, hvad det kræver for at stoppe skovrydning.

- Af denne årsag vil jeg gerne meddele, at indsatsen i kampen mod klimaforandringer vil have højeste prioritet i min næste regering, siger Lula.

Foruden at love en større indsats på klimaområdet fra Brasilien i fremtiden kommer Lula også ind på et af de mere betændte emner ved COP27: klimafinansiering.

Han slår fast, at de rige lande skal leve op til et mere end ti år gammelt løfte, som de har givet til de fattige lande.

Det går ud på, at de rige årligt i årene 2020-2025 skal give 100 milliarder dollar i klimafinansiering til de fattige lande.

Foreløbig har de rige lande endnu ikke levet op til løftet. Der har manglet cirka 20 milliarder dollar om året.

Ofte er pengene desuden taget fra udviklingsbistanden, hvorfor flere ngo'er kritiserer, at pengene ikke er nye og ekstra, men blot flyttet fra en kasse til en anden.

Et andet emne, der også optager de fattige lande, er spørgsmålet om klimakompensation. Det er ved COP27 for første gang på dagsordenen ved et FN-klimatopmøde.

Generelt er de rige lande tilbageholdende med at love klimakompensation, fordi de frygter store regninger ude i fremtiden, i takt med at klimakatastroferne bliver flere og flere.

Men Brasilien og Lula - som i høj grad går ind for mere lighed - mener, at der skal oprettes en fond for klimakompensation.

Det er et specifikt ønske fra udviklingslandene, som Lula, der snart står i spidsen for Sydamerikas største økonomi, altså bakker op om.

- Vi har hurtigt brug for en finansiel mekanisme, som kan afhjælpe de tab og skader, som er forårsaget af klimaforandringer, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.