Verden

Malala skal besøge hjemlandet Pakistan

Malala Yousafzai vender hjem til Pakistan, hvor hun i 2012 blev forsøgt slået ihjel. Hun skal deltage i møde.

Malala Yousafzai vandt Nobels fredspris i 2014. To år forinden forsøgte Taliban at dræbe hende. (Arkivfoto).
Malala Yousafzai vandt Nobels fredspris i 2014. To år forinden forsøgte Taliban at dræbe hende. (Arkivfoto). Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:23

Den pakistanske kvinderetsforkæmper Malala Yousafzai vender tilbage til Pakistan, hvor hun skal deltage i et topmøde om uddannelse af piger.

Det oplyser organisationen Malala Fund ifølge AFP.

Yousafzai blev verdenskendt i 2012, da hun blev offer for et skudattentat udført af Taliban i Pakistan. Hun blev fløjet til et hospital i Pakistan og senere i England, hvor hun gennemgik flere operationer.

- Jeg er begejstret over at møde muslimske ledere fra hele verden til en konference, der går kritisk til uddannelse for piger, skriver Malala Yousafzai i et opslag på det sociale medie X.

Mødet afholdes i hovedstaden Islamabad og finder sted lørdag og søndag.

Yousafzai deltager søndag, fremgår det.

- På søndag skal jeg tale om at beskyttelse af pigers rettigheder til at gå i skole, og hvorfor Taliban må holdes op på sine forbrydelser mod afghanske kvinder og piger, skriver Malala Yousafzai på X.

Siden angrebet i 2012 har hun besøgt sit hjemland en håndfuld gange, skriver AFP.

Efterfølgende har hun også gået i skole i England, ligesom hun har studeret på det britiske universitet Oxford.

Malala Yousafzai blev i 2014 - som 17-årig - tildelt Nobels fredspris for at arbejde for alle børns ret til uddannelse. Hun delte prisen med den indiske børnerettighedsforkæmper Kailash Satyarthi.

Taliban overtog i 2021 atter magten i Afghanistan, hvor bevægelsen har indført en række love, der diskriminerer kvinder.

Kort før nytår besluttede Taliban, at lukke alle ikke-statslige organisationer - ngo'er - som har kvinder ansat i Afghanistan.

Derudover udstedte Taliban-regeringen også et dekret, der forbyder, at vinduer i beboelsesejendomme må give udsigt til områder, som benyttes af kvinder.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden