Argentinas vicepræsident overlever mislykket attentatforsøg

En mand er anholdt i Buenos Aires efter at have forsøgt at skyde landets vicepræsident.

En 35-årig mand med brasiliansk oprindelse er anholdt, efter at han torsdag aften lokal tid forsøgte at skyde den argentinske vicepræsident, Cristina Fernández de Kirchner, med et skydevåben i Buenos Aires.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Argentinas præsident, Alberto Fernández, siger i en tale, at noget gik galt for attentatmanden.

- Christina (Fernández de Kirchner red.) er stadig i live, fordi af en grund - som endnu ikke er blevet teknisk bekræftet - gik pistolen, som indeholdt fem patroner - ikke af, selv om der blev trykket på aftrækkeren, siger han.

Han kalder det samtidig den mest alvorlige hændelse i landet, siden Argentina fik demokrati i 1983.

Vicepræsidenten kom ikke til skade.

Hændelsen fandt sted uden for Fernández de Kirchners hjem, hvor hundredvis af demonstranter de seneste dage har taget opstilling for at vise deres støtte til den tidligere præsident. Fernández de Kirchner står midt i en korruptionsretssag.

En talsmand for politiet oplyser, at en mand er blevet anholdt nær ejendommen, og at "et skydevåben er blevet fundet få meter fra stedet".

Både medlemmer af regeringen og oppositionen i Argentina samt politikere fra andre sydamerikanske lande har udtrykt solidaritet med Fernández de Kirchner.

Hun var præsident i Argentina mellem 2007 og 2015. Sin nuværende post har hun siddet på siden 2019.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har flere tv-stationer vist videooptagelser af Cristina Fernández de Kirchner, der træder ud af sin bil og bevæger sig mod sit hjem. Her kan man se, at en mand tæt på peger et skydevåben mod vicepræsidenten.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.