Mange anholdt under 1. maj-demonstration i Istanbul
Demonstranter ville protestere mod økonomisk krise og forringet levestandard på Taksim-pladsen.
Tyrkisk politi foretog søndag snesevis af anholdelser af demonstranter i Istanbul, da aktivister forsøgte at rykke en 1. maj-demonstration ind på storbyens centrale Taksim-plads.
Demonstranterne ville protestere mod forringet levestandard, som skyldes høj inflation.
Myndighederne oplyser, at i alt 164 demonstranter blev anholdt forskellige steder i byen.
Ifølge Reuters blev en del demonstranter brutalt lagt i håndjern.
Myndighederne havde tilladt en demonstration et andet distrikt, og protester og aktioner andre steder i byen blev erklæret ulovlige.
Fagforeninger og arbejderorganisationer holder hvert år 1. maj-demonstrationer. I år er den politiske situation særlig spændt, da Tyrkiets inflation ventes at stige til 68 procent i april.
Landets dybe økonomiske krise er blevet yderligere forværret af krigen i Ukraine.
- Vores hovedtema i år er leveomkostningerne, sagde Ergun Atalay, lederen af forbundet for tyrkiske fagforeninger Turk-Is.
Fagbevægelsen kræver, at minimumslønningerne justeres hver måned i henhold til de stigende priser.
- Inflationen gøres op i begyndelsen af hver måned. Inflationsraten bør lægges oven i lønningerne hver måned, sagde fagforeningslederen.
Tyrkiets regering afviser at hæve renten, hvilket ellers regnes for den rigtige medicin til at tæmme inflationen.
Taksim-pladsen har været scene for mange demonstrationer igennem årene. På arbejdernes kampdag den 1. maj 1977 blev mindst 34 mennesker dræbt under sammenstød, da politifolk åbnede ild mod demonstranter.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.