Manglende barsel betyder tomme danske stole i EU-Parlamentet

To ud af de 14 danske EU-parlamentarikere går i de kommende måneder på barsel. Men der kommer ingen afløser.

Venstres Linea Søgaard-Lidell og Enhedslistens Nikolaj Villumsen tager begge orlov fra EU-Parlamentet i den kommende tid. Men på grund af manglende barselsregler kommer der ingen afløser. Det er problem både for demokratiet og forældrene, mener de to politikere. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Venstres Linea Søgaard-Lidell og Enhedslistens Nikolaj Villumsen tager begge orlov fra EU-Parlamentet i den kommende tid. Men på grund af manglende barselsregler kommer der ingen afløser. Det er problem både for demokratiet og forældrene, mener de to politikere. Philip Davali/Ritzau Scanpix

I modsætning til Folketinget har EU-Parlamentet ingen regler for barselsorlov. Det kommer i de næste måneder til at ramme Danmark.

Her går både Venstres Linea Søgaard-Lidell og Enhedslistens Nikolaj Villumsen på barsel. Men der kommer ingen barselsvikar.

EU-parlamentarikere kan nemlig ikke tage officiel barselsorlov. Og dermed har de i modsætning til i Folketinget ikke mulighed for at indkalde en suppleant. Det gælder både for de kvindelige og de mandlige medlemmer af EU-Parlamentet.

Dermed vil hver syvende danske stol i EU-Parlamentet være tom. Og det er et problem både for forældrene selv og for Danmarks repræsentation i EU-Parlamentet, mener Nikolaj Villumsen og Linea Søgaard-Lidell.

Sammen har de skrevet et åbent brev til EU-Parlamentets formand, Roberta Metsola. Her kritiserer de, at EU-Parlamentet ikke tillader suppleanter.

- Dette fratager landet, som vi kommer fra, og dets borgere tilstrækkelig repræsentation på europæisk plan. Og det tilføjer ekstra pres og stress på os som forældre i en tid, hvor vi bør have lov til at fokusere på vores børn, skriver de to politikere i det fælles brev.

En suppleant ville eksempelvis kunne stemme i parlamentet og videreføre arbejdet med lovgivning i udvalgene under barslen. Uden den mulighed må EU-parlamentarikerne ofte holde en efter danske forhold kort barsel:

- Den nuværende situation risikerer at presse kvindelige medlemmer til at vende tilbage til deres mandat så hurtigt som muligt, hvis de ikke ønsker eller har muligheden for at tage deres spædbørn med til parlamentet, til udvalgsmøder eller til plenarsalen.

- Samtidig bliver mandlige medlemmer spurgt, om de virkelig har brug for tid med deres små børn, skriver de to politikere i brevet.

Ifølge Nikolaj Villumsen bør reglerne ændres, hvis EU-Parlamentet skal kunne afspejle de europæiske befolkninger frem for at favorisere ældre politikere, der allerede har fået børn.

- Da vi fik vores første datter, Olga, sad jeg stadig i Folketinget, og derfor kunne jeg tage orlov efter de gældende regler. Den mulighed findes slet ikke her i EU-Parlamentet, hvilket er dybt forældet, siger Nikolaj Villumsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.