Valg

Marine Le Pen: Jeg vil få styr på Frankrig inden for fem år

Macron og Le Pens konkurrenter er uenige om, hvem de skal støtte i anden runde af det franske valg.

Marine Le Pen leverer en tale til sine vælgere efter de første valgmålinger søndag aften.
Marine Le Pen leverer en tale til sine vælgere efter de første valgmålinger søndag aften. Pascal Rossignol/Reuters

Opdateret kl. 22:08

Den politiske leder fra den ydre højrefløj i Frankrig Marine Le Pen har søndag aften lovet, at hun "vil få styr på Frankrig inden for fem år".

Det siger hun i en tale til sine vælger, kort efter at de første valgstedsmålinger er blevet lavet. Det skriver nyhedsbureauet AFP

- Jeg vil få styr på Frankrig inden for fem år, siger hun uden at blive konkret og opfordrer alle, der ikke har stemt på Emmanuel Macron i første runde, til at støtte hende i anden.

Ifølge de første valgstedsmålinger får præsident Macron flest stemmer og står derfor til at møde Le Pen i anden og afgørende valgrunde den 24. april.

- Det franske folk har talt og givet mig æren af at kvalificere mig til anden runde, lyder det fra 53-årige Le Pen.

Blandt de øvrige kandidater er der ikke helt enighed om, hvem der skal støttes i næste runde af det franske valg.

Den franske venstrefløjskandidat Jean-Luc Mélenchon opfordrer ikke direkte sine vælgere til at stemme på den siddende franske præsident, Emmanuel Macron, ved anden og afgørende valgrunde om to uger.

Men i en tale på valgaftenen beder han sine vælgere undlade at støtte højrefløjskandidaten Le Pen.

Hendes kollega på højrefløjen, Éric Zemmour, er dog ikke i tvivl og opfordrer derfor sine vælgere til at støtte op om den kvindelige partiformand.

- Jeg tager ikke fejl af, hvem mine modstandere er. Jeg opfordrer mine vælgere til at stemme på Le Pen, siger Zemmour, der befinder sig endnu længere til højre, på valgaftenen ifølge AFP.

Zemmour står ifølge valgmålinger til omkring syv procent af stemmerne. Mélenchon står til cirka 20 procent.

Trods splittelse blandt de øvrige kandidater, så har de fleste andre partiledere stillet sig bag den siddende præsident.

Der gik ikke mange minutter, fra valgstedsmålingerne var offentliggjort, til de første fire af de tabende kandidater havde stillet sig bag Macron.

Det var den konservative Valerie Pecresse, socialisten Anne Hidalgo, den grønne kandidat Yannick Jadot og kommunistpartiets kandidat, Fabien Roussel.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden