Verden

Medie: Møde mellem USA og Rusland ovre efter 12 timer

I Saudi-Arabiens hovedstad har delegationer fra USA og Rusland mandag diskuteret mulighed for fred i Ukraine.

En beboelsesejendom i den ukrainske by Sumy er blevet ramt af et russiske angreb mandag. 88 personer er såret, oplyser den regionale guvernør.
En beboelsesejendom i den ukrainske by Sumy er blevet ramt af et russiske angreb mandag. 88 personer er såret, oplyser den regionale guvernør. Yevhen Abrasimov/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 23:19

Et møde mellem USA og Rusland i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, er sent mandag aften ovre.

Det oplyser en anonym russisk embedsmand, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

På mødet diskuterede delegationer fra USA og Rusland muligheden for fred i Ukraine.

Ifølge det russiske medie varede mødet mere end 12 timer, men en fælles udtalelse fra diskussionerne vil først blive frigivet tirsdag.

Mens Riyadh-mødet foregik blev den nordøstlige ukrainske by Sumy udsat for et russisk missilangreb. 88 personer blev såret i angrebene, oplyser den regionale guvernør Volodymyr Artiukh ifølge Reuters.

Mødet mellem delegationerne fra USA og Rusland er blot ét i en række af flere møder i Saudi-Arabien, hvor også Ukraine deltager.

Dagen forinden, søndag, mødtes amerikanske og ukrainske embedsmænd for ligeledes at diskutere en slutning på krigen i Ukraine.

Efterfølgende kaldte Ukraines forsvarsminister, Rustem Umjerov, drøftelserne for "produktive og fokuserede" i et opslag på det sociale medie X.

Tirsdag skal ukrainerne igen mødes med den amerikanske delegation i Riyadh. Det oplyser en unavngiven kilde fra den ukrainske delegation til tv-stationen Suspilne, skriver Reuters.

Ifølge Det Hvide Hus er formålet med møderne at nå frem til en våbenhvile i Sortehavet og på længere sigt en fuld våbenhvile.

Ud over våbenhvilen i Sortehavet vil drøftelserne dække "kontrollinjen" mellem de to lande, lød det søndag fra Mike Waltz, der er USA's nationale sikkerhedsrådgiver, til CBS-programmet "Face the Nation" ifølge Reuters.

Derudover skal der desuden ifølge Waltz drøftes tiltag, som kan styrke tilliden mellem landene - heriblandt at bringe ukrainske børn hjem fra Rusland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden