Medie: Storbritannien pønser på ambassade i Jerusalem

Premierminister Liz Truss overvejer ifølge The Telegraph at følge i Trumps kontroversielle fodspor.

Storbritanniens premierminister, Liz Truss, har ifølge The Telegraph sagt til sin israelske pendant, at hun overvejer at flytte Storbritanniens ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. <i>Toby Melville/Reuters</i>

Storbritanniens premierminister, Liz Truss, har ifølge The Telegraph sagt til sin israelske pendant, at hun overvejer at flytte Storbritanniens ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem. Toby Melville/Reuters

Den nye britiske premierminister, Liz Truss, kan finde på at følge i den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps fodspor og flytte sit lands ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem.

Det skriver den britiske avis The Telegraph.

Ifølge avisen har Truss onsdag fortalt sin israelske pendant, Yair Lapid, at hun i øjeblikket er ved at se på muligheden for at flytte ambassaden til Jerusalem.

Donald Trump, som var præsident for USA før Joe Biden, besluttede i 2017 at flytte USA's ambassade til Jerusalem.

Trækket var kontroversielt, fordi FN's Generalforsamling ikke anerkender Jerusalem som Israels retmæssige hovedstad.

Langt de fleste lande, heriblandt Danmark, har i stedet placeret deres ambassader i Israel i byen Tel Aviv, som ligger ved kysten til Middelhavet omkring 50 kilometer nordvest for Jerusalem.

Storbritanniens ambassade i Israel har for tiden også hjemme i Tel Aviv.

Jerusalem blev delt efter krigen i Mellemøsten, som fulgte staten Israels oprettelse i 1948.

Israel kontrollerede den vestlige del, mens Jordan sad på den østlige, herunder også de helligste steder for tre store monoteistiske religioner: jødedom, kristendom og islam.

Under Seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel Østjerusalem sammen med Vestbredden og Gaza.

Siden 1990'erne, hvor USA har været mægler i den mellemøstlige konflikt, har det centrale punkt i forhandlingerne været oprettelsen af en palæstinensisk stat side om side med Israel og med Østjerusalem som hovedstad.

I 1995 vedtog den amerikanske kongres at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, og at ambassaden skulle flyttes til byen fra Tel Aviv.

Indtil Donald Trump blev valgt til præsident har skiftende præsidenter af hensyn til sikkerheden og af politiske grunde beholdt ambassaden i Tel Aviv.

Der bor omkring 950.000 mennesker i hele Jerusalem. 62 procent er jøder, og 38 procent er palæstinensere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Aldi opgiver Danmark - ny ejer overtager de fleste butikker
Luk