Verden

Medie: Trump planlægger udlandsbesøg i Saudi-Arabien

Flere kilder fortæller til Axios, at Trumps første udlandsbesøg i denne omgang bliver til Saudi-Arabien.

Under Trumps første præsidentperiode gik hans første udlandsbesøg til Saudi-Arabien. Ifølge embedsmænd går Trumps første udlandstur i denne omgang også til Saudi-Arabien. (Arkivfoto).
Under Trumps første præsidentperiode gik hans første udlandsbesøg til Saudi-Arabien. Ifølge embedsmænd går Trumps første udlandstur i denne omgang også til Saudi-Arabien. (Arkivfoto). Bandar Al-Jaloud/Ritzau Scanpix

Opdateret 31. marts 2025 kl. 02:03

USA's præsident, Donald Trump, planlægger at rejse til Saudi-Arabien i maj på sit første udlandsbesøg, siden han i januar blev taget i ed som præsident.

Det fortæller to embedsmænd og yderligere en kilde med kendskab til planerne til netmediet Axios.

Besøget vil ifølge kilderne finde sted i midten af maj.

Rejseplanerne er ifølge mediet blevet drøftet mellem amerikanske og saudiarabiske embedsmænd i de seneste uger.

Det er blandt andet sket sideløbende med samtalerne om en våbenhvile i Ukraine, der de seneste uger har fundet sted i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.

Den amerikanske præsident sagde i begyndelsen af marts, at han formentligt ville lægge vejen forbi Saudi-Arabien i løbet af foråret for at underskrive en handelsaftale.

Ifølge præsidenten er Saudi-Arabien parat til at investere 1000 milliarder dollar i amerikanske virksomheder over en periode på fire år.

Under Trumps første periode som præsident gik hans første udlandsbesøg til Saudi-Arabien. Besøget blev ligeledes indledt i midten af maj.

For nylig har præsidenten ifølge AFP udtalt, at han i 2017 foretrak at besøge Saudi-Arabien fremfor Storbritannien på sin første udlandsrejse.

Det skyldtes, at kongedømmet på den arabiske halvø lovede at handle i USA for 450 milliarder dollar.

Saudi-Arabien har generelt spillet en central rolle i USA's udenrigspolitiske anliggender i Donald Trumps anden præsidentperiode.

Amerikanske embedsmænd har de seneste uger holdt drøftelser om en fredsaftale for Ukraine med både russiske og ukrainske embedsmænd i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh. Møderne er blevet holdt med Ukraine og Rusland enkeltvist.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden