Verden

Medie: Trump vil stramme visumregler for 41 lande

Flere lande risikerer at blive ramt af visumrestriktioner fra USA, viser et notat, som Reuters har set.

Donald Trumps administration vil ifølge notater, som Reuters og New York Times har set, indføre visumrestriktioner til indrejsende fra mere end 40 lande.
Donald Trumps administration vil ifølge notater, som Reuters og New York Times har set, indføre visumrestriktioner til indrejsende fra mere end 40 lande. Kevin Lamarque/Reuters

Opdateret kl. 04:38

Præsident Donald Trumps administration overvejer at indføre rejserestriktioner, der vil påvirke besøgende fra 41 lande.

Det fremgår af et notat, som nyhedsbureauet Reuters har set.

I notatet er landene inddelt i tre hovedgrupper med forskellige grader af restriktioner.

Indbyggere fra Afghanistan, Iran, Syrien, Cuba og Nordkorea står til at blive nægtet visum, såfremt de nævnte restriktioner indføres. Den første hovedgruppe tæller i alt ti lande.

I den anden gruppe er nævnt fem lande, hvor Trump-administrationen overvejer restriktioner, der vil påvirke turister, studerende og visse andre fra Eritrea, Haiti, Laos, Myanmar og Sydsudan.

Den sidste hovedgruppe er den største. Den rummer 26 lande, som ifølge notatet risikerer restriktioner, hvis ikke landenes regeringer inden for 60 dage retter op på nogle forhold.

Hvad disse forhold består i, nævnes ikke.

I den tredje hovedgruppe er Belarus nævnt samt en lang række afrikanske og asiatiske lande. Derudover er også mindre ø-nationer i Caribien nævnt.

Avisen New York Times har ligesom Reuters set et notat, men det er anderledes end det, som Reuters har set.

Notatet indeholder en liste med 43 lande, der er inddelt i tre hovedgrupper med farvekoderne rød, orange og gul, skriver NTB.

På notatet, som New York Times har set, er Rusland nævnt i den orange gruppe sammen med blandt andet Belarus.

Landene i den orange gruppe risikerer strenge visumrestriktioner, fremgår det.

Rusland er ikke nævnt i det notat, som Reuters har set.

De unavngivne kilder, der har vist notaterne til Reuters og New York Times, understreger, at landelisterne ikke er endelige, og at der kan ske ændringer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden