Medie: USA vil forsyne Ukraine med avanceret raketsystem
System, der anses for at være meget avanceret, kan blive vigtigt for Ukraines forsvar mod luftangreb.
USA vil forsyne Ukraine med et avanceret raketsystem mod luftangreb, som er udviklet i Norge, skriver nyhedsbureauet AP, som henviser til en anonym kilde tæt på beslutningen.
Præsident Joe Biden vil ifølge AP's kilde offentliggøre beslutningen på G7-topmødet i Elmau i Tyskland.
I en videotale til G7-landene ventes den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, at bede om tunge våben fra Nato-landene.
Det avancerede luftværnssystem skal være systemet Nasams, som er udviklet af den norske Kongsberg Gruppe, og som er produceret i et samarbejde med det amerikanske Raytheon.
Nasams benyttes blandt andet af USA til at beskytte luftrummet omkring Det Hvide Hus og Kongressen i Washington.
Det er et mobilt luftværnssystem for mellemdistanceraketter koblet til medfølgende radarer og en kontrolvogn. Når trusler fra luften opdages, vil en eller flere Amraam-raketter automatisk blive affyret mod målet fra en afskydningsrampe.
Systemet anses for at være meget avanceret og kan blive vigtigt for Ukraines forsvar mod russiske luftangreb.
Amraam-raketterne er udviklet af Raytheon og kan både benyttes som jord-til-luft-raketter og som luft-til-luft-raketter fra fly.
/ritzau/NTB
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.