Medier: Mand ville angribe Trump-administrationen til pressemiddag
Manden bag muligt attentatforsøg lørdag ville ramme embedsmænd i Trump-administrationen, skriver flere medier.
Opdateret kl. 01:04
Den 31-årige mand, der er mistænkt for at have forsøgt at trænge ind til en korrespondentmiddag lørdag på et hotel i Washington D.C. bevæbnet med flere våben, planlagde at angribe embedsmænd i Trump-administrationen.
Det viser en tekst, som manden sendte til familiemedlemmer kort før angrebet, skriver de amerikanske medier CNN og CBS News.
CBS News beskriver skriverierne som et manifest.
Også det amerikanske nyhedsbureau Associated Press (AP) har set teksten, som er på over 1000 ord.
Ifølge AP kritiserer den formodede gerningsmand USA's præsident Donald Trumps administration og omtaler sig selv som en "venlig føderal snigmorder".
Beskederne er sammen med en række opslag på sociale medier og interviews med familiemedlemmer en del af den igangværende efterforskning, lyder det.
USA's præsident, vicepræsident og andre højtstående medlemmer af regeringen var til stede ved den årlige pressemiddag, som traditionen tro blev afholdt på Washington Hilton Hotel.
Den mistænkte gerningsmands bror kontaktede politiet i New London i delstaten Connecticut efter at have modtaget beskederne. Det siger en unavngiven politikilde ifølge AP. Politiet i delstaten oplyser dog, at de først blev kontaktet to timer efter skyderiet.
Den mistænkte gerningsmands søster har fortalt efterforskerne, at hendes bror på lovlig vis havde købt flere våben i Californien og opbevaret dem hjemme hos deres forældre i byen Torrance uden deres viden, skriver AP. Hun beskriver sin bror som en person, der er tilbøjelig til at komme med radikale udsagn.
Myndighederne mener i stigende grad, at angrebet var politisk motiveret. Ifølge USA's fungerende justitsminister, Todd Blanche, var Trump og andre medlemmer af administrationen sandsynligvis målet for lørdagens angreb.
Den formodede gerningsmand stormede et område for sikkerhedskontrol i lobbyen på hotellet bevæbnet med en pistol, et haglgevær og flere knive. Han udvekslede skud med sikkerhedsfolk, inden han blev overmandet og anholdt.
En Secret Service-agent blev såret af skud, men han kom ikke alvorligt til skade, da han bar en skudsikker vest. Gerningsmanden blev standset, før han nåede i nærheden af den sal, hvor Trump og resten af gæsterne befandt sig.
Trump og resten af hans administration blev hurtigt evakueret fra pressemiddagen efter skyderiet.
Det er tredje gang siden 2024, at præsidenten har befundet sig i en situation, hvor bevæbnede personer har udgjort en sikkerhedsrisiko mod ham.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.