Verden

Trump udskyder møde med Putin på ubestemt tid

Trump understreger ifølge Reuters onsdag aften, at han ikke har besluttet sig om et møde med Putin i Ungarn.

USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, ses på billedet under et møde i Alaska i august 2025.
USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, ses på billedet under et møde i Alaska i august 2025. Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 01:03

USA's præsident, Donald Trump, har udskudt et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, på ubestemt tid.

Det siger han ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP til journalister i Det Ovale Værelse.

En journalist spørger, hvad årsagen er.

- Jeg vil ikke have et spildt møde. Jeg vil ikke spilde tiden, så jeg ser, hvad der sker, siger han ifølge AFP.

- Der sker mange ting på krigsfronten. Og i løbet af de næste to dage kommer vi til at give jer besked om, hvad vi laver.

Ifølge Reuters understregede Trump videre, at han ikke har truffet en endelig beslutning om mødet.

Spørgsmålet fra journalisterne til Trump kommer, efter at en unavngiven kilde i det amerikanske embedsværk oplyste til flere medier - herunder BBC, AFP og The Guardian - at der ikke var planer om, at Trump og Putin skal mødes i den nærmeste fremtid.

Det er uvist, om der er tale om den samme kilde.

I sidste uge sagde Trump, at han ville mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin, i Ungarns hovedstad, Budapest, inden for de kommende to uger.

Kreml-talsmanden Dmitrij Peskov bekræftede dagen efter, at præsidenterne var "villige" til at mødes, skrev Reuters.

Kreml oplyste desuden, at også Putin og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, havde talt om det kommende topmøde. Ifølge Kreml havde Ungarn meldt sig klar til at være vært for mødet.

Mandag talte Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, i telefon sammen.

Ifølge det russiske udenrigsministerium var det et konstruktivt møde om forberedelserne til et topmøde mellem Ruslands præsident og hans amerikanske modpart.

Det oplyste ministeriet i en udtalelse samme dag ifølge Reuters.

Ifølge den anonyme kilde var opkaldet mellem Rubio og Lavrov produktivt, hvorfor et yderligere fysisk møde mellem udsendingene ikke er nødvendigt, skriver The Guardian.

Samme toner lyder fra AFP's kilde.

- Yderligere et fysisk møde mellem udenrigsministrene er ikke nødvendigt, og der er ingen planer om, at præsident Trump skal mødes med præsident Putin i den nærmeste fremtid, lyder det ifølge nyhedsbureauet.

Nato har oplyst, at generalsekretær Mark Rutte tirsdag tog af sted til Washington D.C. for at mødes med Trump. Der gives ingen detaljer om, hvad de to skal tale om.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden